Fortsæt til indhold

Sagnet om de tre søskende bliver til musical

Teksterne er på plads til ny musical om de tre søskende ved Meilgaard, nu mangler kun musikken

Samfund
Anette Bonde

Nye sangtekster om et gammelt lokalt sagn skal blive til en musical. Kurt Bønnerup, der har rødder i det norddjurske, er tekstforfatteren, og han efterlyser nu en eller flere, der vil indgå i arbejdet med at sætte musik til de mange tekster, gerne musikere fra Djursland.
“Det vil jo være helt naturligt, om musikere fra Djursland meldte sig til dette arbejde, så denne lokale musical kan gøres klar til opførelse af hvem, der måtte ønske det. Jeg synes, det først og fremmest bør være musikfolket på Djursland, der skal have tilbuddet om samarbejdet.”

De tre søskende flygtede

Ideen om at skrive en musical på baggrund af det kendte sagn om de tre søskende fra Meilgård har ulmet længe hos ham. De fleste kender nok de tre sammenvoksede træer på Glesborg-Fjellerup vejen, to bøge og en eg, som de tre jagtede søskende plantede i forbindelse med deres flugt fra Meilgård-herremanden. Han ville myrde dem, fordi de ikke var hans egne børn. Hans kone havde fået dem med sin kæreste Niels Skipper, og herremanden dræbte både konen og Niels Skipper.
“Her er korruption, incest, ulykkelig kærlighed, mord og drama, men alt skal jo ikke afsløres her.”

Opføres over hele landet

Skippershoved Skovkirkegård ved samme landevej blev kendt i den anledning også, og bruges i øvrigt stadig for folk med tilknytning til Meilgård.
I det nye syngespil opklares også de tre søskendes videre skæbne, ligesom landbetjenten, sognefogeden og krokonen på Glesborg Kro spiller en ikke helt uvæsentlig rolle.
“Jeg tænker, at denne musical, egnspillet, vil kunne opføres over hele landet; men det naturlige vil jo i første omgang være et sted ved Meilgaard, eller for eksempel opføre det i en af de store grusgrave ved Glesborg, som ville egne sig fortrinligt til teater og koncerter og lignende.”
Interesserede skal henvende sig via denne mailadresse: kurtboennerup@hotmail.com