De har en ny plan i butikkerne
Tre projekter til hver 100.000 kroner er godkendt af kommunen
Tre handelsstandsforeninger i Favrskov har nu præsenteret deres planer over for kommunen for at få del i hver 100.000 kroner, som kommunen lovede dem tidligere på året.
Foreningerne i Hammel, Hadsten og Hinnerup har alle haft besøg af detailhandelseksperten Bruno Christensen, der har givet dem en peptalk.
Sideløbende har bestyrelserne fået lavet hver i deres konkrete udviklingsprojekt, der skal booste detailhandelslivet i Favrskov.
“Det er også tre vidt forskellige virkeligheder de tre byer befinder sig i,” siger borgmester Nils Borring (S), der sammen med resten af økonomiudvalget netop har godkendt de tre forslag.
Meningen er at de nu skal rulles i de kommende måneder.
Knytte foreninger til sig
Hammel Handel vil gerne forsøge at knytte blandt andet HGF og andre foreninger tættere til sig og tre større virksomheder, så som Vestas og Hammel Neurocenter. Det vil man gøre ved blandt at udvikle et koncept, hvor man tilbyde dem nogle rabatordninger og fælles oplevelses-muligheder.
Derudover vil man gerne styrke sammenholdet i forretningerne, ved at afholde et seminar og blandt andet udarbejde en 'ledelseshåndbog' til de forretningsdrivende.
Hadsten Handel vil højne både kvaliteten af butikkernes serviceniveau og skabe endnu mere sammenhold butikkerne i mellem.
Det skal et konsulentfirma hjælpe dem med.
I Hinnerup Handelsstandsforening skal der etableres en fælles hjemmeside og skabes digitale kurser til de forretningsdrivende, da man savner synlighed digitalt.
Derudover vil Hinnerup Handelsstandsforening meget gerne købe og opstille en pylon - et stort digitalt skilt på Århusvej, for at gøre alle pendlerne opmærksomme på Hinnerups herligheder.