Fortsæt til indhold

Mere tv-glæde fra TV Glad og Krusmølle

Poul Pelle fra TV Glad i nye tv-afsnit med Nina Loff fra Krusmølle

Samfund
Arkiv

Poul Pelle, der til dagligt arbejder på TV-Glad Aabenraa, vender tilbage med Nina Loff fra Krusmølle ved Aabenraa, i fire nye afsnit af den populære serie, der har kørt hele efteråret på TV-SYD.
Poul er udviklingshæmmet, men selvom man har et handicap, kan man noget – for alle kan noget. Så Poul mødes med Nina Loff på Krusmølle, for at lave spændende, gammeldags, anderledes mad, som man som seer kan lære noget af – måske får man endda lyst til selv at afprøve nogle af de små opskrifter.
En fast bestanddel i serien er, at de to værter også tager ud i Sønderjylland og besøger virksomheder, der er specialiserede i små og hyggelige egnsbetonede kulinariteter. De kommer bl.a. ud til et lokalt ismejeri, der laver is baseret på egen mælk, høns der har haft et godt liv inden de slagtes og meget mere.
Underholdning er der også, da Poul, enten frivilligt eller ufrivilligt, bliver udsat for udfordringer. F.eks. da Poul møder en stor klatrevæg eller kommer i karambolage med en stor køkkenkniv.
Serien har hidtil været en stor succes og nu følges altså op med fire nye afsnit, der alle er optaget i Sønderjylland med Krusmølles smukke omgivelser som fast bestanddel. Planlagt udsendelse fra søndag den 7. juni kl. 19.55 på TV-SYD+.