Samarbejde på godt og ondt

Besættelsen af Danmark den 9. april var startskuddet til en unik æra i Danmarkshistorien. Danmark indgik en aftale - af tvangsmæssig karakter - med den tyske besættelsesmagt, og beholdt derfor, i hvert fald på papiret, politisk magt over landet.
Selv om Danmark hurtigt fik en aftale i stand med tyskerne, var det ikke et uproblematisk skridt for den danske konge og de danske politikere at acceptere den tyske besættelse af Danmark. Samarbejdspolitikken var både dengang og nu kontroversiel, og der er to hovedopfattelser i debatten. Dels at den var et udtryk for et klogt, realpolitisk træk, der skulle skåne land og befolkning fra krigens ødelæggelser, og modsat, at samarbejdspolitikken var et usselt træk og en skamplet på Danmark.
Overinspektør i Frøslevlejren og ph.d. i historie, Henrik Skov Kristensen, mener dog ikke, at man kan sige, at samarbejdspolitikken var et udtryk for sympati for den tyske sag.
“Man kan mene om den danske stats samarbejdspolitik, hvad man vil, men den var udenfor diskussion ikke drevet af sympati for Tyskland eller for nazismen. Den 9. april 1940, da den danske regering og konge under protest valgte at acceptere det tyske ultimatum, og dermed den tyske besættelse, var det i et forsøg på at fastholde Tyskland på løftet om at respektere den danske politiske uafhængighed og territorial integritet. Og aftalen blev for øvrigt indgået, mens der var bombefly over København”.
Samarbejdspolitikken betød, at Tyskland ikke, modsat i alle andre besatte lande, opbyggede en forvaltning i Danmark, og at den danske konge, rigsdag og de civile samt militære myndigheder fortsatte med at fungere, om end med begrænsninger, frem til 29. august 1943, hvor embedsapparatet tog over som forhandlingspartner i forhold til besættelsesmagten.

Samarbejde gav ikke frihed

Samarbejdspolitikken bar en række fordele med sig. Dels blev Danmark slet ikke så hårdt ramt af besættelsen, som det var tilfældet i de andre besatte lande i Europa. Danmark havde således den højeste levefod i Europa, de danske jøder endte ikke i gaskamrene og den dansk-tyske grænse blev, som den eneste, ikke revideret. Norge, Holland og Belgien, som fik tilbudt de samme vilkår som Danmark, afslog tilbuddet, og deres befolkninger oplevede langt hårdere vilkår under krigen.
Men at gå så vidt som til at sige, at Danmark beholdt sin suverænitet under besættelsen, er naturligvis overdrevet, og der var da også en del ting, der gjorde, at samarbejdet med tyskere ikke var uden problemer.
For der var moralske dilemmaer forbundet med at samarbejde med tyskerne.
“Danmark fortsatte med at eksportere fødevarer til Tyskland, og måske var det med til at forlænge krigen. Nogle mener også, at redningen af de danske jøder betød, at andre jøder måtte bøde, og at hjælpen til danske og norske kz-fanger betød, at andre fanger ikke fik hjælp,” forklarer Henrik Skov Kristensen.
Det var da heller ikke alle, der billigede samarbejdspolitikken under krigen, og den danske modstandsbevægelse var under hele krigen aktiv og modarbejdede tyskerne vedholdende og kontinuerligt.
“Sammenfattende kan man - måske lidt kynisk - sige om Danmark under besættelsen, at politikerne reddede landet - og modstandsbevægelsen reddede æren. Vi fik så at sige smør på begge sider af brødet,” siger Henrik Skov Kristensen.
Noget tyder også på, befolkningen under besættelsen ikke så tingene som sorte og hvide.
“Man skelnede ikke nær så skarpt som nu om dage mellem samarbejde og modstand, og kunne tilsyneladende favne begge dele. Så måske er det billede af det besatte Danmark, vi bliver præsenteret for af Lise Nørgaard i Matador slet ikke så skævt endda,” slutter Henrik Skov Kristensen.