Mød Skanderborgs cyklende våbenbud

Klokken er omkring 18.00. Mørket er så småt ved at lægge sig over Skanderborg.
Købmand A.Wendelbo på hjørnet af Banegårdsvej og Østergade er netop lukket for i dag, og 16-årig Viggo er på vej hjem efter endnu en dag i købmandslære.
Pludselig bliver han stoppet af en mand, som han ikke kender. Manden siger ikke meget, men afleverer i stedet nogle lidt tunge pakker til Viggo og forsvinder hurtigt igen.
Viggo ved godt, hvad der er i pakkerne, og hvad der skal gøres med dem.
De skal med ham rundt i morgen, når han på sin Long John-cykel kører købmandsvarer ud til kunder.
Det er ikke en ufarlig opgave.

Kun familien ved det

I dag er Viggo Bent Larsen 87 år og bor i Allerød på Sjælland, hvor han en tidlig tirsdag formiddag tager imod Lokalavisen Skanderborg i sin lejlighed.
Inden han sætter sig godt til rette i sin stol og begynder at fortælle historien fra besættelsestiden i Skanderborg, finder han en stor bog frem med minder fra 1940'erne.
“Jeg har aldrig nogensinde fortalt noget om det her til nogen udover til den allernærmeste familie,” lyder det fra Viggo, imens bogen bliver åbnet og fortællingen kan gå i gang.
Som teenager boede Viggo hjemme hos sine forældre i huset 'Bakkely' på Skydebanevej i Skanderborg.

Delte illegale blade ud

Kun 16 år gammel, imens han var i købmandslære, fik han en rolle i den danske modstandsbevægelse.
“En dag, da jeg skulle levere købmandsvarer ud til overbanemester Poulsen hos ham på Ladegårdsbakken, spørger Fru Poulsen mig: 'Jeg har nogle blade her. Vil du ikke dele dem ud?',” fortæller Viggo.
Uden rigtig at vide hvilke blade der var tale om, tog Viggo imod dem og delte dem ud sammen med varerne på sin Long John-cykel.
“Overbanemesteren havde en søn, der studerede i København, og det var ham, der sendte bladene til Skanderborg. Det var illegale modstandsblade, fandt jeg ud af,” fortæller Viggo, imens han tager et originalt eksemplar af bladet 'Frit Danmark' ud af bogen og viser det frem.
Sådan blev Viggo som ganske ung en del af modstanden i Skanderborg, der bestemt gjorde hverdagen sværere for tyskerne.
“Det bestod meget i jernbanesabotage mellem Aarhus og Skanderborg,” fortæller Viggo i en alvorlig tone.

Våben under varerne

Senere fik Viggo andre modstandsopgaver, da han kom med i en ordonnansgruppe på otte medlemmer, der blev styret af byens politibetjent Dyrby Andersen.
Her skulle Viggo køre rundt med nogle helt bestemte pakker.
“Det var jo pakker med håndvåben eller ammunition. Jeg var godt klar over, at det ikke var chokolade,” lyder det med et lille grin fra Viggo, inden tonen igen bliver en smule alvorlig:
“Dengang, da man var ung, tænkte man ikke rigtig så meget over det. Jeg var godt klar over, at hvis jeg blev taget af tyskerne, så ville der ske noget slemt.”
Men tyskerne, der ellers var talrigt til stede i Skanderborg, opdagede aldrig, hvad Viggo gemte under købmandsvarerne på cyklen.
Ikke engang købmand A. Wendelbo fik nogensinde at vide, hvad Viggo havde gang i.
“Det var aldrig noget, vi talte om, så jeg ved ikke, om han vidste noget om det.”

Drilleri tæt på at ende galt

På et tidspunkt var det dog tæt på, at Viggo sammen med sin storebror blev skudt af tyskerne.
Sammen gik de nogle gange op til stationen i Skanderborg, hvor tyskerne holdt til, når der havde været jernbanesabotage.
“Vi stjal geværer fra dem og kastede dem over i stationsforstanderens have, som lå ved siden af stationen bag en høj hæk,” fortæller Viggo.
Når det så blev aften, smuttede Viggo og storebroren tilbage til haven og hentede geværene for at tage dem med hjem og grave dem ned.
“Så sker der det en aften, da vi er ovre at hente geværet, at min bror lige skal tjekke, om der er noget i kammeret, og så kommer han til at trykke på aftrækkeren,” fortæller Viggo.
Det gav et ordentlig brag, da geværet gik af, som de tyske soldater med det samme hørte.
“Tyskerne gik patrulje ved jernbanen, og de troede selvfølgelig, at det var dem, der blev skudt på, så de skød omgående på os.”
Heldigvis undgik både Viggo og storebroren at blive ramt af skudene og løb i stedet hjem til 'Bakkely', hvor de fik geværet gravet ned i haven.
“Det var tæt på, men vi ville jo gerne forhindre, at tyskerne havde deres våben,” fortæller han, imens han lukker den store bog sammen og kigger bestemt op.
“Og så snakker vi ikke mere om det,” lyder det fra Viggo, efter han for første gang har fortalt sin historie.