Hvad med at få et barnebarn fra Iran?

“Det er det, der skal til for at nydanskerne skal blive integreret, og for at vi ikke fortsat skal se dem som en trussel mod vores samfund og kultur. Og desuden er det en stor glæde og meget lærerigt. Nogle ser jo både selvmordsbombere og kriminelle for sig, når ordet nydansker bliver nævnt.”
Anni Rasmussen, Ryomgård, har i halvandet år været engageret i Nydansker Netværk Norddjurs. Folk fra mange nationaliteter mødes hver fjortende dag til fællesspisning på AUC i Grenaa. Madlavningen går på skift, og kokkene bestemmer menuen. 30-40 personer møder op hver gang, og det er rigtig hyggeligt, fortæller Anni Rasmussen.
Nydansker-netværket tager også på udflugter. Der kan bare godt være brug for endnu mere, der bygger bro mellem nydanskere og etniske danskere, mener Anni Rasmussen.
“Nu mere end nogensinde er det nødvendigt, at vi lærer at forstå hinanden.”
Anni Rasmussen har derfor rundsendt en mail, hvor hun efterlyser mennesker, der har lyst til at blive venner med eller blive mentorer for nydanskere. Det har indtil nu resulteret i en halv snes positive svar.

Nydansker-netværk

Det nye netværk skal ikke være noget med lange møder og store forsamlinger, men mere noget med relationer mellem danskere og nydanskere. For eksempel er hun selv blevet en slags mormor for Hellen, der er knap et år gammel.
Hellens far kom til Danmark efter at have siddet i fængsel i Iran i tre år, hvor han havde været udsat for tortur. Han var idømt 21 års fængsel, men blev løsladt på betingelse af, at han ville arbejde for regimet og imod sine egne, det vil sige kurderne. Derfor flygtede han over bjergene og kom først til Tyrkiet og senere til Danmark.
Hans hustru sad så tilbage. Hun skulle beslutte, om hun også ville til Danmark, vel vidende at hun måske aldrig ville se sin familie og sit land igen. Det endte med, at hun også tog turen over bjergene, og for to år siden blev de to unge familiesammenført i Danmark. Hun går på sprogskole og glæder sig til at få uddannelse og job.

Ses et par gange om ugen

Anni Rasmussen nyder sin kontakt til Hellen og hendes forældre.
“De er blevet min familie, og jeg behandler dem, som jeg ville behandle mine egne børn.”
Hun og familien ses et par gange om ugen. Det er nogle gange en dag, og andre gange bare et smut. Et par af hendes venner er også blevet en slags bedsteforældre for nydanskere og har fået kontakt til et tvillingepar på to et halvt år, deres søster på otte og en bror på 12 år.
Hellens far er faldet godt til i Danmark.
“Ja, vi er faldet godt til, men vi savner naturligvis vores familie i Kurdistan Iran. Hvis Danmark og Iran skulle spille fodboldkamp, så vil jeg heppe på Danmark,” griner Hadi.
De to voksne er glade for venskabet med Anni Rasmussen.
“Anni er som en mor for os. Vi er glade for at have en mormor til Hellen, og vi snakker om alt. Politik, religion, kultur, og hun hjælper os med alle umulige papirer fra det offentlige.”