Kronprinsesse Mary kravler op i Den Gamle Lillebæltsbro
På søndag indvier hun den nye turistattraktion, Bridgewaking Lillebælt
Fire dage før sin 80 års fødselsdag bliver Den Gamle Lillebæltsbro fejret for noget helt andet end den runde fødselsdag. Broen, der siden 14. maj 1935 har ladet såvel tog, biler, cyklister og fodgængere passere Lillebælt, åbnes nu også i højden, så betalende turister kan få en sikker og guidet tur over broens øverste dele og derfra nyde udsigten over Middelfart, Fredericia og det bugtende Lillebælt.
Det nye Bridgewalking Lillebælt har været forberedt gennem fire år. Og nu er broen klar til at tage imod folk, der ikke lider af højdeskræk.
Idéen er hentet i Sydney, hvor Bridgeclimb er en meget stor turistattraktion. Indvielsen bliver en begivenhedsrig og festlig dag med aktiviteter for alle – på broen, såvel som på land.
Dagens værter er de to borgmestre Steen Dahlstrøm (S) fra Middelfart og Jacob Bjerregaard (S) fra Fredericia. Blandt dagens gæster og talere er den australske ambassadør, Damien Miller, transportminister Magnus Heunicke (S) og administrerende direktør, Jesper Hansen, fra Banedanmark.
I forbindelse med indvielsen kommer Kronprinsesse Mary, der øverst oppe på broen vil erklære Bridgewalking Lillebælt åben. Billeder herfra sendes direkte på DanmarkC TV.
Arrangementet vil lukke broen i halvanden times tid og samtidig byde på underholdning og aktiviteter på Fynsiden.