Hørning BørneUnivers bruger låget
Plastiklåg fra mælke- og yoghurtkartoner er penge værd og det har børnene i Hørning BørneUnivers fundet ud af
Det er synd og skam, hvis plastiklåg fra mælke- og yoghurtkartonerne skulle ende på forbrændingen. Det mener børnene i Hørning BørneUnivers, for de er nemlig lige nu med i en stor indsamlingskampagne, Brug Låget, som TerraCycles og Arla står bag.
Hver gang børnene aflevere et låg, får de fem øre, som de kan bruge til at støtte en velgørende organisation. I Hørning BørneUnivers har børnene valgt at støtte organisationen Glæd Børnene.
Lene Karlsson fra Hørning BørneUnivers er tovholder på projektet og ansvarlig for den indsamlingsplads for plastiklåg ved institutionens hovedindgang, som nu er blevet etableret.
“Vi fik kendskab til kampagnen Brug Låget en dag, hvor vi sad til frokost sammen med børnene. Børnene bad os om at læse, hvad der stod på mælkekartonerne. Det førte til en snak med børnene om, at vi skal passe på miljøet og genanvende vores skrald. Derfor besluttede vi os for at oprette en lokal indsamlingsplads, så børnene kan få en idé om, hvordan man kan genanvende sit skrald,” fortæller Lene Karlsson.
”I begyndelsen bad vi kun børnene og deres forældre om at indsamle, men nu synes vi, det kunne være sjovt at inddrage hele lokalområdet i vores indsamling. Vi har valgt at donere pengene til Glæd Børnene, der hjælper mindrebemidlede børn i Danmark. Vi vil gerne hjælpe til med, at alle børn i Danmark har mulighed for at fejre jul og holde fødselsdag, og at der er råd til at få en gave og tøj. Vi har valgt denne organisation, da det giver mulighed for at snakke med børnene om de forskellige vilkår børn har, og give dem en bevidsthed om, at ikke alle børn har de samme muligheder.”