Jeres hovede er ligesom et æg
Lastbilchauffør underviste elever på Morten Børup Skolen i blinde vinkler og trafiksikkerhed
“Jeres hoved er ligesom et æg. Bruger I ikke cykelhjelmen, kan det få store konsekvenser.”
Søren Christensen, lastbilchsuffør og trafikunderviser havde elevernes fulde opmærksomhed, da han for nylig underviste 3. klasserne på Morten Børup Skolen i blinde vinkler og trafiksikkerhed i børnehøjde.
Eleverne var samlet i skolens aula, og her viste han ved hjælp af en lastbil og en cykel i miniudgave de unge trafikanter, hvor let det kan gå galt, når en lille cyklist skal lige ud, mens en stor lastbil vil dreje til højre.
“Så kommer man let i klemme under lastbilen.” konstaterede han.
Søren Christensen havde i dagens anledning fået lov til at parkere sin store OK-tankbil i skolegården, og her tog eleverne på skift en tur op i førerhuset, hvor de ved selvsyn kunne konstatere, hvad det vil sige, at have en blind vinkel.
“Vi har lært, hvor vi skal placere os i et lyskryds i forhold til en lastbil, så chaufføren kan se os. Vi har også lært noget om, hvor de blinde vinkler er,” fortæller Olivia Meyer og Mads Frostholm fra 3.b.
De cykler begge to til skole og ved godt, at det er vigtigt at huske cykelhjelmen.
“Jeg væltede engang på mit løbehjul og fik en stor Anderes And bule. Nu husker jeg cykelhjelmen,” fortæller Olivia.
Søren Christensen besøgte Morten Børup Skolen i anledning af Danmarks største trafiksikkerhedskampagne, Trafiksikkerhed i øjenhøjde, som blandt andre energiselskabet OK står bag. Formålet var først og fremmest at lære eleverne at passe på sig selv i trafikken og sørge for at blive set - særligt i forhold til lastbilschauffører, der måske ikke altid har set dem.
Heidi Juhl Andersen, der er lærer på Morten Børup Skolen og skolens trafikansvarlige, var begejstret for besøget.
“Her på skolen gør vi meget ud af vores trafikpolitik. Jeg synes, det var et fedt besøg,” fortæller hun, der årligt bruger 80 timer på at lære eleverne trafiksikkerhed.