SKIC har 1,4 millioner på bundlinjen
Overtaget forpagtning og masser af frivillige timer, betyder at Søften Kultur- og Idrætscenter har sparet 1,4 millioner kroner op
Det betaler sig at bruge masser af timer på at forpagte og drive Præstemarkhallen. Det er forhåbentlig den konklusion bestyrelsen i Søften Kultur- og Idrætscenter sidder tilbage med efter årets generalforsamling, hvor man kunne præsentere en opsparing på 1,4 millioner kroner.
Foreningens beretning var præget af de opgaver, som bestyrelsen og deres hjælpere havde udført i årets løb. SKIC havde lært endnu mere om, hvordan det er at overtage driften af en kommunal hal. Det er gået godt og uden de store problemer. Der har været en god dialog med brugerne, som har gjort det nemmere for de frivillige at få tingene til at hænge sammen. Der har været udvist stor forståelse fra brugerne men også en tydelig glæde over den fleksibilitet, som SKIC har kunnet tilbyde.
"Bestyrelsen har brugt meget af sin tid i det forløbne år på det kommende byggeri. Det har været en fin proces, som alle har lært noget af. SKIC har arbejdet for, at det færdige center bliver et brugervenligt sted, der kommer fra land med en sund og god driftsøkonomi," lyder det fra bestyrelsen.
Den siddende bestyrelse ønskede alle, på nær en, genvalg. Da der ikke var modkandidater blev dem, som ønskede at forblive en del af bestyrelsen i SKIC genvalgt. Bestyrelsen består nu af:
Michael Ryevad, formand
Jens-Ole Hesel, kasserer
Kirsten Pedersen, medlem
Carsten Olsen, medlem
Hans Espersen, repræsentant for SGF
Den lokale opbakning til foreningen fra Søftenborgerne, har sammen med salget af murstensbeviser og det frivillige arbejde, som lægges i foreningen, betydet at foreningen kom ud af 2014 med et pænt overskud.
Dette er også nødvendigt, da man i forbindelse byggeriet af det nye center, skal investere rigtig mange penge i køkken, fitness og inventar. Bestyrelsen har derfor sat sig det mål at der skal skaffes 2 mio. kr. inden nytår 2015. Af regnskabet fremgik det, at man er godt på vej til at nå målet.