Lastbil med nødhjælp tilbageholdt ved Tyrkiet
Tøj og tæpper fra Hillerød venter blandt andet nødhjælp på at måtte passere tyrkisk grænse
De omkring 500 flyttekasser med tøj, tæpper og legetøj, som Øzgen Yucel og Ole Stark indsamlede her i Hillerød Kommune, er nu strandet ved grænsen til Tyrkiet.
"De har tilbageholdt fem lastbiler fra Finland, Tyskland og en fra Danmark. Nu har de holdt og ventet ved grænsen til Tyrkiet i omkring 10 dage," fortæller Øzgen Yucel.
Bureaukratisk land
Indsamlingen i Hillerød var en del af en større indsamling i hele Danmark, og tingene er blevet samlet i to lastbiler. Den ene begyndte den 14. marts at køre mod endemålet, den nordsyriske by Kobane, hvor tingene skal deles ud til kurdiske flygtninge.
Men da lastbilen sammen med de fire andre ankom til den tyrkiske grænse, fik den altså ikke lov til at køre længere - og de syriske flygtninge må vente på at få glæde af de ting, der blev samlet ind, blandt andet her i Hillerød.
"Tyrkerne vil ikke lade det komme ind over grænsen. Man må forstå, at det er et meget bureaukratisk land. Først bad de om, at tingene skulle flyttes fra sorte sække over i gennemsigtige sække. Og så bad de om, at det skulle over i flyttekasser. Der går politik i den - men for os er det bare humanitært arbejde," siger Øzgen Yucel.
Rådnede grøntsager
Med i lastbilerne var også en masse grøntsager, som nu er rådnet, og sygehusudstyr fra Finland venter også på at komme over grænsen.
"Det er rigtig ærgerligt, det ikke kommer frem. Jeg håber, der sker noget snart - det er jo mennesker i nød, der venter".