Fortsæt til indhold

Rådmand og overborgmester vil have hurtigere tog til Hamborg

Teknik og Miljørådmand Kristian Würtz (S) og Flensborgs overborgmester, Simon Faber, forsøger at skære 70 minutter af rejsetiden

Samfund
Jannik Schiermer Poulsen

En rapport fra analysefirmaet Atkins viser, at rejsetiden mellem Aarhus og Hamborg kan skæres ned med 70 minutter alene ved rent administrative ændringer.
Dermed skulle en togrejse fra Aarhus til Hamborg kunne klares på tre timer og 20 minutter.

Flensborgs overborgmester Simon Faber og Aarhus-rådmand Kristian Würtz gør nu fælles front for at påvirke Transportministeriet, DSB og Deutsche Bahn (DB) til at gøre noget ved rejsetiden.
”Der er brugt store ressourcer på at forbedre togforbindelserne mellem Danmark og Sverige, og så kan det ikke passe, at togene mellem Jylland og Tyskland skal skrumle af sted i et overordentligt adstadigt tempo. Vi burde her have en højt profileret, hurtig og effektiv forbindelse mellem Hamborg og Danmarks næststørste vækstcenter i Østjylland, der kan være til gavn for såvel erhvervsliv som borgere i de to landsdele,” siger Kristian Würtz (S) i en pressemeddelelse.
Også syd for grænsen er man opsat på at få gjort rejsetiden kortere.
”Vi har netop iværksat en omfattende analyse af baneinfrastrukturen omkring Flensborg. Den skal give gode bud på, hvordan vi optimerer den nord-syd gående trafik. Her må vi ikke tænke for småt, og jeg er derfor glad for opbakningen fra Aarhus,” siger overborgmester Simon Faber (Sydslesvigsk Vælgerforening) i en pressemeddelelse.