Erik Scavenius

Han er blandt danmarshistoriens mest kontroversielle politikere. Erik Julius Christian Scavenius. For nogle vækker navnet 'Scavenius' skam og væmmelse, for andre anerkendelse. Erik Scavenius var dansk udenrigsminister under begge verdenskrige, og han tilskrives æren for, at Danmark kunne holde sig neutralt under 1. verdenskrig. Ud fra devisen, at 'Danmark aldrig vil alliere sig med Tysklands fjender', sørgede Scavenius for at holde et godt forhold til tyskerne, og da han blev indsat som udenrigsminister igen i juli 1940, var det med henblik på at bevare det gode forhold til tyskerne. Og det lykkedes ham frem til afslutningen på samarbejdspolitikken i 1943. Faktisk så godt, at han til dels blev syndebuk for hele samarbejdspolitikken.
Det siges, at Thorvald Stauning i 1940 blev spurgt, om ikke Scavenius var for tyskvenlig, hvortil Stauning skal have sagt: "Scavenius? Han er overhovedet ikke venlig."
Dette har måske været opfattelsen, for Scavenius beskrives som en pragmatisk realist, som kun fokuserede på magt og diplomati og aldrig skelede til ideologi og folkestemninger. Han var kendt for at imødekomme tyskerne, inden de selv havde stillet krav, hvilket han betegnede som "forhandlingspolitik". Det betød blandt andet, at Danmark handlede tæt med tyskerne, at vi indskrev os i kampen mod international kommunisme, og at SS kunne hverve frivillige til kampen mod Sovjetunionen.
Til gengæld slap danskerne for de værste af krigens rædsler, de kunne beholde flere af de demokratiske institutioner, og de danske nazister kunne holdes på sidelinien.
Erik Scavenius fik også et tæt forhold til tyskernes rigs-protektor for Danmark, Dr. Werner Best. En forhold, som fortsatte efter krigen. Et forhold, som måske er forklaringen på, at en benhård SS-mand og glødende nazist flere gange har måttet stå skoleret i Berlin på grund af sin overbærenhed overfor danskerne. Og et venskab, som helt sikkert ikke har hjulpet på Scavenius' navn og omdømme.