En fjerdedel tilbage
Der er glæde hos HIC, HGF og Jyske Event Fond, der 6. juni står bag Hammel Open Air. Der er kun 1.156 ud af 4.000 billetter tilbage. Samtidig er der lavet aftale med Shell, Anbækvej i Hammel. Her kan man købe sin billet, hvis man ikke vil købe den på nettet, fortæller Mette Andersen fra Jyske Event Fond.
“Vi kan se, at der er solgt billetter i et meget stort område omkring Hammel og der er endda arrangeret busser fra både Bjerringbro og Randers med festglade deltagere,” fortæller Mette Andersen videre fra Jyske Event Fond.
Publikum kan se frem til et bredt musikprogram der spænder fra Lis Sørensen med alle de gode gamle klassikkere som Tæt på Ækvator – over Magtens Korridorer, Rasmus Walter og Kato, der alle ved hvordan et hit og en fest skal skæres – til den store finale med Danmarks bedste liveband D-A-D.
Er man ikke færdig med at feste, når pladsen lukker til midnat, er der stort Afterparty i den nye Arena i HIC. Overskuddet fra denne fest går til den nye kunststofbane i Hammel.