Det hele startede for ti år siden med HC Andersen
Jens Jødal fejrer i år 10 års jubilæum som skuespiller med hele to teatre
Skuespiller Jens Jødal, Ørsted, fejrer i påsken sit 10 års jubilæum med sine to teatre, Kirketeateret og Teater Lattergal. Palmesøndag lægger Jens Jødal ud med lidt Teater Lattergal-konkurrencer for børn og familier klokken 10.15 ved forårsmessen i Rougsøhallen, Ørsted, inden han skal drøne videre ud i landet med en forestilling med Kirketeateret nær Skive samme dag.
Og på selve jubilæumsdagen 2. april, som i år falder på Skærtorsdag, har han allieret sig med Ørsted Kirke og opfører en af sine forestillinger for voksne, ”Hvad nu, Peter?”, som den primære del af Ørsted Kirkes skærtorsdagsgudstjeneste klokken 17. Fra klokken 15 er der reception i Ørsted kirkes sognegård
Efter gudstjenesten holder Ørsted kirke som vanligt fællesspisning i sognegården, der er tilmelding.
Startede med HC Andersen
Det hele startede 2. april 2005 på H. C. Andersens 200 års fødselsdag, hvor Jens Jødal havde urpremiere på sin første professionelle teaterproduktion, et H. C. Andersen-show i Storcenter Nord i Aarhus.
Hans første produktion var ren underholdning inden for det, der senere kom til at hedde ”Teater Lattergal”.
Sideløbende kører han en mere kirkelig gren, Kirketeateret.
I dag lever Jens Jødal af at være skuespiller med egen teatervirksomhed og optræder i hele landet med forventligt cirka 100 forestillinger og andre arrangementer bare i 2015.