Fortsæt til indhold

Medaljer til TeamGym Djurs

Medaljeregn til TeamGym Djurs i Trustrup ved Jyske Mesterskaber i TeamGym

Samfund
Anette Bonde

Gymnasterne fra TeamGym Djurs endte alle på skamlen ved Jyske Mesterskaber i TeamGym, der netop har været afholdt i Åarhus. Minipige 1 og minidrengehold kan nu kalde sig Jyllands andetbedste TeamGymhold i deres række, og klubbens yngste hold Minipige 2 høstede guld i 4. division

Sølv og guld

Mesterskaberne var forårets første holdkonkurrence, og både forældre, trænere og gymnaster var spændte på udfaldet.
Minipige 1 præsterede flot ved DM sidste år og var derfor placeret i 1. division. Her skulle de otte bedste jyske minipigehold kæmpe om titlen som Jyske mestre. Pigerne fra Djursland formåede at holde fokus, og indsatsen blev belønnet med sølvmedaljer.
Klubbens Minipige 2 hold var af forbundet placeret i 4. division, idet det er første gang, at holdet stiller op til en officiel konkurrence. De leverede en flot rytmeserie samt veludførte spring på trampet og bane. Det blev belønnet af dommerne, og de dygtige piger endte dermed øverst på skamlen med guldmedaljer om halsen.
Mia Bennetsen fra TeamGym Djurs fortæller, at 90 procent af minipige 2-holdet er oppe imod gymnaster, der er fire år ældre end de selv, idet de reelt er micro-gymnaster.

Oliver Funch på bane.

Forbedring siden sidste år

Minidrengene konkurrerede på både bane, trampet og rytme og fik en flot 2. plads i 1. division. Det skete på trods af, at én af holdets gymnaster pådrog sig en skade under prøvetiden og spring-runderne på banen måtte derfor laves om.
Drengene har siden konkurrencen sidste år forbedret sig markant på alle tre discipliner, Til sammenligning scorede de i år 13,8 i rytme mod 9,6 sidste år.
De tre trænerteams kigger nu fremad mod næste konkurrence, som er de Nordjyske Mesterskaber 28. marts i Sæby og efterfølgende DM i april.