Fortsæt til indhold

Spil seniortennis ganske gratis

I uge 19 til 22 er der mulighed for at prøve tennis af i byens ældste klub

Samfund
Af Kim Skovrup Andersen

Tennisklubben ALTS (Aarhus Lawn Tennis Selskab,red.) på Sandgravvej 7 i Aarhus Midtby tilbyder nu 16 timers gratis instruktion for efterlønnere, pensionister og andre uden for arbejdsmarkedet.
Første gang er tirsdag 5. maj fra klokken 9.30 til 11.30. Træneren er Hans Frantzen, som selv er efterlønner, og som har masser af erfaringer med at træne motionister i alle aldre.
Træningen foregår på små baner med bløde bolde, og alle øvelser bliver tilpasset den enkelte. Tidspunktet er tirsdag og torsdag formiddage i uge 19 til 22.
”Det eneste man skal medbringe er godt humør og udesko og varmt tøj at bevæge sig i. Ketsjere og bolde stilles gratis til rådighed under hele forløbet, og der er ingen krav om medlemskab af klubben,” siger Hans Frantzen.

Ny form for tennistræning

Det er en ny form for tennistræning, hvor vægten ligger på at styrke hjerte-og lungekredsløbet. Det er for folk, der ønsker at komme i form på en anderledes måde, samtidig med at de lærer at spille tennis og være med i et større fællesskab. Deltagerne lærer at slå slagene og spille, som man ser på TV – dog på eget niveau.
Aarhus Kommune har støttet projektet, og tilmelding er nødvendig hos Hans Frantzen på e-mail: hansgbatennis@gmail.com eller mobilnummer 24 26 16 50.

Byens ældste tennisklub

ALTS er byens ældste tennisklub med et charmerende klubhus opført i træ efter svensk forbillede. Der er syv baner på det smukke anlæg, som ligger i en tidligere grusgrav omkranset af høje bøgetræer på en sidevej til Skovvejen.
Efter træningen er der kaffe og te i klubhuset.