Fortsæt til indhold

Crossover-bølgen rammer os

Bilfabrikkerne er på vej med masser af nye SUV-crossovere, som hitter i Europa

Samfund
Af Jens Overgaard

Kantede familie-containere har aldrig været mere utrendy, mens spændstige SUV-agtige crossovere er inde i varmen.

Det gælder på det store europæiske marked, hvor alle bilfabrikkerne bebuder nye højbenede og kompakte modeller. Det er tilfældet for Renault Kadjar, som er søstermodel til den godt sælgende Nissan Qashqai, og som analysebureauet IHS automotive mener vil blive modtaget lige så godt, mens der også er pæne udsigter for den næste generation af VW Tiguan og Peugeot 3008, som er lige om hjørnet.

Fordobling af salg

Faktisk forventer analytikerne ifølge Automotive Week, at salget i klassen vil fordobles, så biltypen om fem år er den fjerde mest solgte. Herhjemme, hvor vi køber mindre biler, er det foreløbigt Nissan Qashqai og mini-klasse crossoveren Renault Captur, som har slået igennem.

Men det kan ændre sig i takt med, at der kommer flere modeller på banen. Det gælder bl.a. en ny fælles model, fra Citroën/Peugeot og GM, der kommer inden for to år. Hyundai er også på vej med en ny Tucson, mens afløserne for MPV'erne Kia Venga og Hyundai ix20 også ventes at blive crossovere.
Seat er på vej med en model på koncernens MQB-platform, og den helt lille VW Taifun lanceres snart. Der er flere grunde til, at klassen boomer. Først og fremmest har bilfabrikkerne fået gjort SUV-modellerne med forhjulstræk mere brændstoføkonomiske end tidligere.

"Brændstofforbruget er tæt på en hatchback, og så kan man få plads til familien, uden at skulle stemples som én, der kører i en decideret familiebil," siger Ian Flecther, analytiker hos IHS Automotive, til branchebladet.
Jürgen Stackmann, chef for Seat, forklarede tankerne på motorshowet i Geneve, da han lancerede Seat 20V20 crossover konceptet, der viser den kommende model.

"SUV-crossoverne taler til førerens følelser og giver mindelser om ungdommen. Derfor er den slags modeller også en perfekt måde for Seat til at få skabt en ny profil for mærket," lød det.

Herhjemme blev der i fjor solgt 3.480 stk. Nissan Qashqai og 2.859 stk. Renault Captur. Det svarer til en 14. og 20. plads på top 20 listen, hvor etteren VW Up solgte en halv snes tusinde biler.

Mini-klasse crossoveren, Renault Captur, har pænt fat og solgte i fjor godt 2.900 stk. herhjemme. Foto: Jens Overgaard