Kim har været med alle årene
Kim Tindbæk har været på forkant med moden og klædt unge drenge og ældre mænd på i Stanley i 25 år
Det blanke gulv betrædes med hurtige skridt, mens forskellige bukser nøje udvælges fra hylderne. 46-årig butiksindehaver af Stanley & Co på Søndergade i Horsens, Kim Tindbæk, er i fuld gang med at hjælpe en kunde med at finde nye bukser.
Det er helt tydeligt, at søgningen efter de rigtige bukser foregår på indehaverens hjemmebane. I 25 år har Kim Tindbæk nemlig langet skjorter, strømper, bukser og jakker over disken til de horsensianske drenge og mænd.
Udbryderkonge
“Da butikken åbnede i april 1990 var jeg med som elev. Jeg gjorde min elevtid færdig i butikken, og blev efterfølgende ansat. Og så har jeg været her lige siden,” siger Kim Tindbæk og ryster lettere på hovedet over, hvor de mange år er blevet af.
Da Stanley & Co åbnede, var det som udbryderkonge i herremoden.
“Vi var ikke den konservative herretøjforretning, som man kunne finde alle andre steder. Vi skabte en butik med en ny stil og hvor tonen var anderledes og mere frigjort. Vi snakkede ikke kun om tøj med kunderne, men fik også lige vendt verdenssituationen og talt om fodbold. Det gør vi stadig,” fortæller Kim Tindbæk om butikkens måde at skille sig ud i længden af herremode. Mens mange tøjbutikker må lukke, overtog Kim Tindbæk Stanley & Co i 2007 efter at have været medejer i en årrække.
“Jeg er vild med jobbet, hvor jeg selv skaber rammerne. Der er ikke to dage, der er ens. Moden rykker sig hele tiden og sørger for, at det ikke er kedeligt at befinde sig i branchen,” lyder det fra Kim Tindbæk, mens han retter på en bunke med skjorter.
Han er opvokset i Brædstrup, men har i mange år boet i Horsens sammen med sin kone og to sønner på henholdsvis 16 og 20 år.
Vise ansigt udenfor butik
I forbindelse med butikkens jubilæum har indehaveren fået mange tilkendegivelser fra kunder gennem tiden.
“Der kom en mand ind, som ikke ville andet end at sige tillykke og fortælle, at han stadig havde et par Levi's bukser, som han købte, da vi åbnede butikken. Det er da sjovt med sådan en historie,” siger jubilaren, der også er meget opmærksom på, at det er vigtigt at skaffe nye kunder, selv om butikken nyder godt af stamkunderne.
“Det handler om at vise Stanleys ansigt andre steder end i butikken. Derfor er vi sponsor i lokale sportsklubber og sørger for at være synlige, når der er forskellige arrangementer i byen. Jeg tror, det har hjulpet med til at trække nye kunder til”.
Udover Kim Tindbæk er der to ansatte i Stanley & Co. Selv om han elsker at følge moden, er han ikke sikker på, at han bliver i butikken til han går på pension.
“Mon ikke der skal ske noget nyt en dag. Mine sønner kan overtage butikken, men kun hvis de selv har lysten til det”.