Fortsæt til indhold

Den nye kulturgård i Horsens åbner med et brag på lørdag

Fem kulturinstitutioner er flyttet sammen i tidligere skole i centrum af Horsens

Samfund
Jeppe Rafn

Fem kulturinstitutioner er rykket ind i bygningerne i Skolegade 7 i Horsens, der tidligere husede Midtbyskolen. Det er Musikskolen, Balletskolen, Billedskolen, Visuelt Gymnasium og Komediehuset, der er blevet samlet på én adresse og har fået navnet Kulturstationen.
“Vi kom fra små lokaler rundt omkring, men har nu fået nogle utrolig gode forhold. Det er fantastisk, at kunstskolerne bor sammen, og at det ligger så centralt. Eleverne møder hinanden, og forældrene møder hinanden. Der er hele tiden liv og masser af mennesker,” siger Jan Torp, leder af Komediehuset.
Komediehuset er for længe siden rykket ind på Kulturstationen, mens ombygningen af to af Musikskolens tre etager er blevet forsinket og stadig mangler at blive lavet og lydisoleret.
“Det bliver meget eleverne hus. De kan komme og gå, som de vil, og der bliver gang i den fra morgen til sen aften,” siger Jan Torp.

Skoler på besøg

Både Komediehuset og Musikskolen er vant til at underholde og være med til at skabe liv ude i byen, fortæller lederen af Komediehuset.
Med folkeskolereformen er der samtidig kommet større efterspørgsel på aktiviteter og undervisning, der foregår på Kulturstationen.
“Folkeskoleeleverne skal gerne udenfor skolens lokaler, og så kommer de her. Det passer fint, for vi har plads om formiddagen,” fortæller Jan Torp, leder af Komediehuset.

Elever fra Stensballeskolen på besøg i Komediehuset, hvor de hørte eventyr og bagefter blev sminket og skulle optræde med ’Klods Hans’. Foto: Jeppe Rafn

Indvielse

Kulturstationen bliver indviet lørdag den 9. maj. Kulturgården bliver åbnet klokken 10.30, og klokken 11.00 begynder den officielle indvielse med borgmester Peter Sørensen og underholdning på den nye udendørs scene i den tidligere skolegård, der fremover bliver ramme om en masse udendørs oplevelser med teater, musik, dans og meget mere.
“Det bliver en stor og larmende indvielse med musik og optræden,” afslører Jan Torp.
Fra klokken 11.30 - 14.30 er der åbent hus i bygningerne, hvor man kan besøge og opleve de forskellige institutioner på Kulturstationen.
“Der bliver musik, dans, billedkunst og teater i alle lokaler, og alle er velkommen,” understreger Jan Torp.

Mathias Ballegaard (stående) og Trandur Shaer har lånt et lokale på Kulturstationen og er i gang med sangtræning. Foto: Jeppe Rafn
Indgang fra Skolegade til Kulturstationen. I bygningen forrest til højre holder Musikskolen til. Foto: Jeppe Rafn