Fortsæt til indhold

Der kommer ingen elevator til gangbro

"Man kan ikke vente på en bro," mener Ruth Heiberg Michaelsen fra Hillerød, der har henvendt sig til - og fået afslag fra - Transportministeriet

Samfund
Jens Berg Thomsen

Ruth Heiberg Michaelsen har en sag. Hvorfor er der ingen elevator op til gangbroen på Hillerød Station.
"Hillerød er en af de meget få stationer, der ikke har en elevator. Jeg har fået at vide, at det er spilde af penge, men det er jeg ikke enig i," siger hun.
"En elevator ville være noget, der ville være brug for her og nu. Man kan ikke vente måske fem år på, at der bliver bygget om, hvis man er 75 år gammel, har børn i barnevogn eller hvis man er handicappet," siger Ruth Heiberg Michaelsen.

Planer for ny station ikke færdige

Ifølge svaret fra en fuldmægtig i Transportministeriet, ligger den fremtidige model for Hillerød Station ikke færdig endnu.
"(...)og dermed (heller ikke) om hvorvidt, der skal etableres en helt ny broforbindelse. Det er således fortsat ikke afklaret, om det vil give mening at foretage større investeringer på den eksisterende gangbro," lyder det i svaret fra ministeriet.
Men det er Ruth Heiberg Michaelsen ikke enig i.
"Det burde kunne lade sig gøre, også selv om den skal pilles ned igen om nogle år," siger hun.
"Jeg bor selv på Ved Store Dyrhave, og det ville passe godt med en elevator, for så kunne jeg gå igennem skoven og tage elevatoren og gå over broen. I dag er jeg tvunget til at gå hele vejen udenom. Jeg har fået mange henvendelser fra andre borgere herude, der mener, det er godt, jeg gør noget," siger hun.
Hun arbejder helt privat med projektet - ikke igennem en af de etablerede organisationer.