Her skal slagene stå i Københavns Omegns Storkreds
Der er flere interessante opgør i vente ved Folketingsvalget i Københavns Omegns Storkreds
Socialdemokraterne: Mette Frederiksen er sit partis kronprinsesse og er samtidig et seriøst bud på Danmarks statsminister i fremtiden. Hun er mere populær end nogensinde og bliver formentlig sammen med Pia Kjærsgaard Københavns Omegns Storkreds helt store stemmesluger.
Samtidig vil Mogens Lykketoft, der bor i Taarbæk, blive valgt ind på trods af, at han til september drager til New York i et år, hvor han skal lede FN's generalforsamling.
Partiet står lige på nippet til at få fire mandater. Nøjes de med tre vil det sidste mandat blive en tæt kamp mellem Morten Bødskov og Mathias Tesfaye.
Lyngby-Taarbæks viceborgmester Simon Pihl Sørensen vil formentlig være et stykke fra at blive valgt, men han vil kunne trække en del stemmer uden for Lyngby-Taarbæk grundet sin synlighed omkring lærerkonflikten i 2013, hvor han på landsplan gik ind og kritiserede regeringen og sin partikollega i Undervisningsministeriet, Christine Antorini. Det har gjort Simon Pihl Sørensen populær i lærerkredse i hele hovedstadsområdet.
Gentoftes kandidat Jesper Hostrup Hansen er blot en skyggekandidat for Jeppe Bruus, der sidder i Folketinget pt, men som med overvejende sandsynlighed skal lede efter et nyt job efter valget.
Venstre: Partiet står til at fastholde sine tre mandater, og skal gå meget frem, før de henter det fjerde.
Karen Ellemann vil utvivlsomt tage det første mandat. Herefter bliver der kamp om de to næste pladser. Tidligere DR-vært Morten Løkkegaard stiller op i storkredsen og vil formentlig på grund af sin kendisfaktor blive valgt. Han har ikke tidligere siddet i Folketinget, men har fem års erfaring fra Europa-parlamentet. Jakob Engel-Schmidt, der stiller op i Lyngby-Taarbæk-kredsen, sidder i øjeblikket i Folketinget. Han kom ind for halvandet år siden som suppleant for Gitte Lillelund Bech, der forlod politik. Engel-Schmidt har markeret sig gevaldigt i Folketinget og betragtes som en af formand Lars Løkke Rasmussenss loyale partisoldater. Han forventes at tage det tredje mandat, men kan dog blive presset af tidligere undervisningsminister Tina Nedergaard og USA-ekspert Mads Fuglede.
Dansk Folkeparti: Det kommende valgs helt store sejrsherre i forhold til seneste valg bliver Dansk Folkeparti. Partiet står i alle kredse til at gå voldsomt frem, og med den stifter og partidronning Pia Kjærsgaard øverst på stemmesedlen vil stemmerne strømme til Dansk Folkeparti i Københavns Omegns Storkreds. Hun vil formentligt trække to andre kandidater med i Folketinget, og det vil formentlig være Mikkel Dencker og måske Kenneth Kristensen Berth.
Konservative: Et af valgkampens mere farverige opgør kommer til at stå hos De Konservative. Den garvede Rasmus Jarlov skal op imod samfundsdebattøren og jetsetteren Mads Holger. Jarlov, der er Lyngby-kredsens konservative kandidat, må betragtes som favorit, men Mads Holgers evne til at skabe opmærksomhed om sit kandidatur og ikke mindst få medietid er imponerende, så intet er afgjort her, før stemmerne er talt op. Partiet vil – som meningsmålingerne er nu – kun få et enkelt mandat i Københavns Omegns Storkreds.
Radikale Venstre: Sidst fik partiet to mandater i storkredsen, men tilbagegang tyder på, at de denne gang må nøjes med et. Og det tager uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen, der stiller op i Gentofte, med sikkerhed. Nadeem Farooq skulle egentlig have opstillet i Lyngby-kredsen, men trak sig for få måneder siden. I stedet stiller Helge Vagn Jacobsen op.
SF: Holger K. Nielsen tager endnu en tørn, og ventes at blive partiets stemmesluger. Derudover er der flere interessante yngre kandidater på spring. Lyngby-Taarbæks børne- og ungdomsudvalgsformand Morten Normann Jørgensen, har internt i partiet stor respekt og har skiftet sin hjemkommune ud med den mere SF-venlige Ballerup-kreds. Sammen med Gentoftes Lise Müller og Serdal Benli fra Gladsaxe vil han komme til at kæmpe om det mulige andet mandat, som der dog aktuelt er et stykke op til.
I Lyngby-Taarbæk er Dorete Dandanell øverst på stemmesedlen, men den garvede SF'er vil få det svært i det store regnskab.
Liberal Alliance: Her er det Joachim B. Olsen, der er spidskandidat. Der vil formentlig ikke være stemmer nok til to mandater, og fitnessguruen Charlotte Birchow vil ikke opnå valg. I Lyngby-Taarbæk er Anne Jeremiassen, der også sidder i kommunalbestyrelsen, den lokale kandidat.
Enhedslisten: Søren Søndergaard har været ude af Folketinget i to perioder som en konsekvens af partiets rokeringssystem. Men nu er der udsigt til, at han igen får sin daglige gang på Christiansborg. Afhængig af partiets medvind vil han måske kunne få følgeskab af en partikollega.
Kandidat-oversigt
Sådan ser oversigten af kandidater ud i Københavns Omegns Storkreds:
A. Socialdemokratiet: Mogens Lykketoft, Jeppe Bruus,Morten Bødskov, Kenneth F. Christensen,Mette Frederiksen, Jesper Hostrup Hansen, Simon Pihl Sørensen og Mattias Tesfaye.
B. Det Radikale Venstre: Jacob Juul Pedersen, Michael Blem Clausen, Özkan Ekiz, Helge Vagn Jacobsen, Susanne Wad Leth, Sofie Carsten Nielsen, Andreas Pourkamali, Cheri-Mae M. Williamson.
C. Det Konservative Folkeparti: Merete Scheelsbeck, Mads Holger, Rasmus Jarlov, Casper Strunge, Henrik Sørensen.
F. SF - Socialistisk Folkeparti: Holger K. Nielsen, Anders Wolf Andresen, Serdal Benli, Dorete Dandanell, Arly Eskildsen, Bilal Inekci, Morten Normann Jørgensen, Jan Kjær, Lise Müller.
I. Liberal Alliance: Joachim B. Olsen, Sahar Aslani, Charlotte Bircow Næss-Schmidt, Poul V. Jensen, Anne Jeremiassen, Frank Dahlgaard, Michele Fejø, Søren Kreilgaard, Michael Melchert, Tine Nørrekær, Carsten Zacho.
K. Kristendemokraterne: Sara Sejergaard, Jihmmy Bach-Friis, Kim Grenov.
O. Dansk Folkeparti: Kenneth Kristensen Berth, Anna Hede Christensen, Mikkel Dencker, Aia Fog, Pia Kjærsgaard, Helge Larsen, Anette Skafte, Kristian Tørning.
V. Venstre, Danmarks Liberale Parti: Tina Nedergaard, Ömer Ciftci, Morten Munk Ebbesen, Karen Ellemann, Jakob Engel-Schmidt, Mads Fuglede, Karl-Erik Høholt Jensen, Morten Løkkegaard.
Ø. Enhedslisten - De Rød-Grønne: Michael Hertoft, Søren Søndergaard, Pia Boisen, Jeanne Guldbrand Toxværd, Jens Wenzel Andreasen, Peter Mikkelsen, Annika Holm Nielsen, Tobias Clausen.
Å. Alternativet: Ulla Sandbæk, Qasam N. Ahmad, Ryan Lund, Bo Steen Mikkelsen, Anders Stjernholm.
Er du i tvivl om, hvilken storkreds du hører under, og hvordan stemmesedlen ser ud hos dig? Så klik her, skriv dit kommunenavn, og stemmesedlen kommer frem.