værksted hjælper børn med kræft
Euromaster i Grenaa hjælper Team Rynkeby med dæk og benzin
I starten af juni sætter 50 cyklister fra Østjylland kursen mod Paris som en del af Team Rynkeby. Virksomheden Euromaster i Grenaa giver støtte til følgemotorcyklen.
“Formålet med turen er at samle penge ind til Børnecancerfonden. Helt konkret dækker vi omkostningerne til dæk og benzin til holdets følge-motorcykel, der skal sørge for cyklisternes sikkerhed på turen,” fortæller afdelingsleder Christian Gøttsche, der selv er cykelentusiast og aktiv i Grenaa Cykle Club.
200 Race Marchal
Alle deltagere i løbet er frivillige. Det gælder også lokale Bjarne Bøhl Pedersen, der er en af de cirka 200 Race Marchal i Danmark, der skal sørge for, at alle når sikkert frem til Paris.
“Det er en vigtig opgave, for de unge ryttere cykler virkelig hurtigt, og en del andre trafikanter elsker at hade cykelryttere, fordi de måske har oplevet enkelte uheldige episoder.”
På en del af turen skal Bjarne Bøhl Pedersen have en filmfotograf med på motorcyklen, der skal levere optagelser til TV2 Sport. Flere gange om året hjælper han i øvrigt med blandt andet trafiksikkerhed ved forskellige arrangementer.
Team Rynkeby har siden 2002 samlet næsten 100 mio. kroner ind til Børnecancerfonden.