Nu har Hans sin helt egen bænk
En af Rungsted Golfklubs største navne, Hans Stenderup, hædret med særegen gave
Rungsted Golfklub har sine traditioner.
En af dem er, at medlemmer kan indstille et andet medlem til at få sin helt egen bænk et sted på banen.
På den måde ønsker man at hylde medlemmer, der har ydet en helt særlig indsats for klubben eller golfsporten.
Denne ære er nu tilfaldet en af klubbens største navne gennem tiderne.
Det er Hans Stenderup, der ved en ceremoni forleden i klubhuset fik overrakt sin egen træbænk med navn på.
Hans Stenderup, der lige er fyldt 70 år, begyndte som caddie i klubben i 1957, men har siden vundet utallige nationale og internationale golfmesterskaber.
I perioden fra 1960 til 1977 og igen fra 2003 til 2015 var han blandt andet landsholdsspiller.
Hans Stenderup har også en fortid som Rungsted Golfklubs formand og har deltaget i bestyrelsesarbejdet i mange år.
"Intet kommer af intet. Hans træner hver dag - som i 365 dage om året i al slags vejr. For Hans er golf ikke et spil, det er en livsstil," fortæller Martin Bank, der stod for at overrække bænken til Hans Stenderup.
Martin Bank er blandt klubbens seniorelite med adskillige danske mesterskaber i seniorgolf på cv'et.