To gange bronze til pool-drenge fra Toveshøj
Tre knægte fra ungdomsklubben i Toveshøj er blevet bidt af pool, og de er gode
Ahmed Mourad, Omar Ammar og Ahmed Al-Jaal fra ungdomsklubben i Toveshøj har netop vundet to bronzemedaljer til danmarksmesterskabet i pool, arrangeret af Ungdomsringen og Den Danske Billard Union.
Ahmed Mourad vandt en flot bronze i sin aldersklasse, 14-18 år, i den individuelle turnering.
Sammen med Omar Ammar og Ahmed Al-Jaal blev det også til bronze i samme aldersklasse ved gruppeturneringen.
“Det var rigtig fedt at være med. Vi hyggede os, men jeg fik også lært noget. Jeg lærte for eksempel at tage chancer. I stedet for at gå efter de lette skud altid, prøvede jeg at satse og tage de svære først,” lyder det fra Ahmed Mourad i en mail fra ungdomsklubben.
Han har spillet pool i seks år på hyggebasis, men nu overvejer han at begynde i en egentlig poolklub.
Indtil videre spiller de tre klubkammerater videre i klubben et par gange om ugen, og de har alle ambitioner om at kvalificere sig til DM igen til næste år:
“Vi håber på at være med. Vi vil i hvert fald gøre vores bedste,” lyder det fra Ahmed Al-Jaal.