Givisme-på-hjul sættes på skinner
Aarhusianernes nye gave på hjul har nu modtaget input. Vognen skal inspirere folk til at give videre til hinanden
Måske har du bemærket den excentriske bygning på Søren Frichs Vej, hvor 'Vanebrudspalæet' har til huse.
Måske har du endda været forbi 'Verner Bryder A/S', den lille fabrikslignende terrasse ned mod åen, som står frit til rådighed for byens borgere.
Eller også har du bemærket et skriggrønt folkevognsrugbrød med sildebensparket og lysekrone køre rundt i den aarhusianske trafik.
Hvis ikke, er der stor sandsynlighed for, at du snart kommer til at stifte bekendtskab med vanebryderne fra Søren Frichs Vej, for RealDania har bevilget 200.000 kroner til Thomas 'VovemoD' Lütken og Jonas 'Pindhund' Hallbergs Givisme-på-hjul.
En fantasifuld multivogn
Givisme er idéen om at give noget - uden at forvente noget i retur.
Et koncept de to herrer har kørt med i deres 'Verner Bryder A/S', hvor aarhusianerne kvit og frit har kunnet bruge terrassen.
Og som nu skal på hjul.
“Vi vil lave en trailer, som alle kan komme og hente med et almindeligt kørekort,” forklarer Thomas Lütken og fortsætter:
“I weekenden hidkaldte vi så byens borgere til at finde ud af, hvad sådan en vogn skal kunne.”
50 aarhusianere mødte op og gav deres besyv med, hvad en op til fire meter lang, fire meter høj og 2,4 meter bred vogn skal indholde.
Blandt deltagerne var hjemløse, musikere, direktører og folk fra kommunen, og forslagene til vognens anvendelsesmuligheder var lige så mangfoldige som forslagsstillerne.
“Vi fik 30 gode forslag, hvilket er fantastisk for vores skabelsesproces,” fortæller Thomas Lütken entusiastisk.
Besøgsvogn, scene og bif
“Der blev foreslået, at man kunne indrette vognen, så byens hjemløse ville få et sted at mødes med deres børn i hyggelige rammer. Andre ville gerne lave en vogn, som vejarbejdere kan holde en hyggelig pause i, hvor andre vil have en mobil scene eller en filmprojektor og popcornmaskiner,” siger Thomas Lütken.
“En fællesnævner er, at folk vil være med til at bringe glæde til andre,” indskyder han, og forklarer, at gode gerninger har en tendens til at avle.
Et atypisk projekt
Christian Andersen, som er programchef for 'Underværker' ved RealDania, forklarer, hvorfor Givisme-på-hjul var et af de 25 projekter blandt 125 ansøgere, som har fået støtte:
“RealDania har både store og små projekter, heriblandt puljen til 'Underværker', som er dedikeret til ildsjæle. Hvis man støtter ildsjælsprojekter, kommer der en særlig, lokal forankring, som skaber en positiv udvikling,” forklarer han og fortsætter:
“Vi arbejder jo med fysiske rammer, så dette projekt strækker den jo en anelse. Men budskabet om det gode formål, givisme, står rigtig stærkt.”
Christian Andersen uddyber med en begejstret kluklatter:
“Underværker spænder fra alt fra møllelaug, som maler korn, og helt over til et projekt som dette, der absolut ligger i den vilde ende. Men vi holder os jo indenfor vores rammer, som skaber livskvalitet inden for det byggede miljø.”