Tag mor med ud i Hammel Mølleskov søndag den 10. maj
Pak en madkurv og nyd en rigtig hyggelig dag på engen eller under skovens lyse bøgetræer. ”En rigtig god måde at fejre Mors dag på” mener Vibe Søndergaard, nyansat naturvejleder ved Favrskov Kommune.
Arrangementet er fra kl. 11 til kl. 15.00
Naturvejlederen fortæller:
Der vil være flere forskellige tilbud til både børn og voksne. Ved Midtjysk Rideklub kan man prøve en ridetur højt til hest i skoven. Se det hele lidt fra oven og mærke duften af de varme heste.
Hammel- og Omegns Biavlerforening har bistader på stedet og vil fortælle om biernes forunderlige liv. Du kan smage biernes skønne honning og købe lidt med hjem af naturens eget guld. Man kan også hygge sig ved bålet, hvor spejderne vil være i fuld gang med at snitte lidt af hvert. Ta' med dem på jagt efter alt hvad der kribler og krabler af smådyr i krattet.
Der er altid for lidt boliger til de hul-rugende fugle som musvitter og blåmejser. Det gør vi noget ved på Skovens Dag. Sammen med Danmarks Naturfredningsforening og Dansk Ornitologisk Forening kan man bygge sin helt egen fuglekasse og forsøge sig med den nye app: Naturtjek. Her kan både du og jeg være med til, at registrere dyr og planter fra den danske natur.
Selv laver jeg en sansequiz om naturen i maj ”fortæller Vibe Søndergaard” Jeg laver også en stor portion snobrødsdej, så familierne kan hygge sig med at bage snobrød sammen ved bålet. Har man lyst til at tage sin egen grillmad med er man velkommen til det.
Det er første år jeg skal prøve kræfter med, at arrangere Skovens Dag i Favrskov Kommune. I år afholder vi Skovens Dag ved Hammel Mølleskov, Vadstedvej 110, bag Klintholm. Min tanke er, at det skal være en årligt tilbagevendende begivenhed, som flytter rundt i hele kommunen. Med dagen vil jeg gerne være med til at sætte fokus på alle de lokale foreninger, der tilbyder aktiviteter i naturen.