Tange Sø skal bevares via en lovgivning fra staten
Favrskov Kommune opfordrer til i samlet flok at støtte op om Tange Sø.
Der har længe været debat omkring søens fremtid, og sagen er igen aktuel, fordi staten lige nu har vandområdeplanerne for år 2015-2021 i høring.
Et enigt Teknik- og Miljøudvalg i Favrskov besluttede på sit møde 4. maj at anbefale staten at bevare Tange Sø. Samtidigt opfordrer udvalget til, at en del af vandet i Gudenåen ledes uden om Tange Sø, så der bliver fri passage og bedre gydeforhold for fiskene.
Formand for Teknik- og Miljøudvalget, Kurt Andreassen (V), håber, at der vil være bred opbakning til synspunktet. Favrskovs holdning er i hvert fald helt klar, fortæller han:
Både fisk og sø
”Der skal ikke herske tvivl om, at Favrskov Kommune vil bevare Tange Sø. Jeg tror og håber, at de andre kommuner i Gudenåkomitéen vil bakke op, så vi kan give en stærk, fælles melding til staten,” siger Kurt Andreassen.
”Det vil være et stort tab for lokalområdet og borgerne i Ans og Tange, hvor søen har en stor betydning. Jeg synes, Favrskov kommer med et forslag, hvor man både bevarer søen og samtidigt sikrer et rigt fiskeliv i Gudenåen,” siger Kurt Andreassen, der håber, at Folketinget vil vedtage, at Tange Sø skal bevares.