Jesper er årets solfanger
Nyreforeningen uddelte i forbindelse med sit landsmøde og generalforsamling prisen 'Årets solfanger'.
Årets solfanger er en pris, som Nyreforeningen uddeler til en person, der i særlig grad har bidraget til øget livskvalitet for mennesker med nyre-eller urinvejssygdom. Prisen gives for indsatsens medmenneskelige indhold.
Nyreforeningen Sønderjylland havde indstillet Jesper Collin fra Sebbelev til prisen og havde den glæde, at Jesper også fik prisen.
"Vi er faktisk lidt stolte over, at det er en sønderjyde, der blev årets solfanger," siger Lilly Mogensen fra kreds Sønderjylland.
I begrundelsen hedder det blandt andet: "Jesper fortjener at blive årets solfanger, fordi han er et forbillede for andre unge. Han viser, at selvom man får dårlig nyre som ung, kan man få sig en uddannelse, stifte familie, bevare sit gode humør og have overskud til andre."