Udvidelse af E45 har topprioritet
Transportminister Magnes Heunicke lover, at en udvidelse af E45 ligger øverst i bunken når partierne bag trafikforliget skal genforhandle til efteråret
“Det, jeg kan sige på vegne af Socialdemokraterne, er, at udvidelsen af E45 ligger helt i toppen af bunken, når vi til efteråret igen skal forhandle med partierne bag trafikforliget.”
En glad transportminister var ude med de helt store valgløfter, da der fredag 8. maj var arrangeret “motorvejs-topmøde” i Stilling på Shells tankanlæg ved motorvejsafkørsel 51, Skanderborg Nord.
Her havde Magnus Heunicke (S) sammen med miljøminister Kirsten Brosbøl (S) inviteret borgmestrene fra Skanderborg og Horsens, Jørgen Gaarde (S) og Peter Sørensen (S) samt miljø- og teknikrådmand Kristian Würtz (S) fra Aarhus, forbi til en diskussion om de trafikale udfordringer på E45 i myldretiden.
Konkret bliver der tale om en udnyttelse af midterrabatten, der fra Aarhus syd til Skanderborg syd ved Vrold er bred nok til, at der kan etableres et ekstra spor, og udgiften forventes at løbe af i en halv milliard kroner.
Budskabet vakte glæde hos de to borgmestre, der dog lagde vægt på, at det er nødvendigt at finde en løsning for hele motorvejsstrækningen og ikke kun den nævnte etape.
“Vi er heldige, vi har den midterrabat, men hvad med resten? Trafikken skal jo ikke bare klumpe til efter Skanderborg,” mente Jørgen Gaarde, der trods alt glædede sig over udspillet.
“Det lover godt, at udvidelsen af E45er øverst på dagsordenen. Vi kan ikke vente på en Hærvejsmotorvej og tro at den vil aflaste. Der kan jo gå årtier, før den kommer, hvis den overhovedet kommer,” sagde han.
Både Jørgen Gaarde og Horsensborgmester Peter Sørenens efterlyser en masterplan for hele udvidelsen af E45, så borgere og virksomheder i de to kommuner ved, hvad de har at forholde sig til.