Fond præmierer de allerhårdeste danske startups
At skabe en videntung virksomhed, der opfinder, udvikler og producerer fysiske produkter er den hårdeste iværksætterdisciplin overhovedet. Men det er også her, fremtidens produktionsvirksomheder, som Danmark har hårdt brug for, findes.
KONKURRENCE Industriens Fond og Scion DTU indbyder for kun anden gang danske startups og iværksættere til Danish Tech Challenge. Med en præmie på 500.000 kr. til vinderne.
Jagten er gået ind på Danmarks 20 hårdeste iværksættere, som skal deltage i dét, man i iværksættersammenhæng vil betegne som et ultraløb.
- Det er 250 km i 50 graders varme med 50 kg på ryggen. Hver dag. Det er kun de allerhårdeste og dedikerede, der har det, der skal til for at gennemføre. Men de der har det i sig, er til gengæld lige præcis dem, vi leder efter.
Det er dem, der skaber innovative produkter, og det er dem der skaber de produktionsvirksomheder og industriarbejdspladser, som Danmark har brug for, lyder det fra adm. direktør i Industriens Fond, Mads Lebech, om Danish Tech Challenge, der er en iværksætterkonkurrence, som for anden gang nogensinde udlodder Industriens Fonds Iværksætterpris på en halv million kroner til en dansk startup med et fysisk produkt.
Af de startups som opfinder, udvikler og producerer fysiske produkter, er det kun en brøkdel, der kommer igennem med deres idé.
- Denne type iværksættere kender godt vilkårene for deres karrierevalg, og undervejs i konkurrencen vil mange finde ud af, at deres idé ikke er levedygtig.
Men det kan i mange tilfælde vise sig at blive det vigtigste skub i deres karriere. For jo mindre tid de bruger på en dårlig idé, desto mindre tid er spildtid, siger Mads Lebech.
Sidste års vindere af Danish Tech Challenge, Nordic Power Converters, der udvikler fem gange mindre strømforsyninger med to til fem gange længere levetid end de traditionelle, bruger præmiepengene til at udvikle teamet med nye medarbejdere.
- Præmien har for os konkret betydet, at vi ansætter og hyrer konsulenter med specialistviden, der er nødvendige for at kunne forpligte os til at levere vores første større ordre i slutningen af året, siger Regnar Paaske fra Nordic Power Converters.
- Derudover har hele Danish Tech Challenge-forløbet betydet, at vores forretning er blevet markant skarpere og bedre positioneret i forhold til kunder og dermed investorer.
Danish Tech Challenge 2015 har plads til 20 deltagende virksomheder og løber i fire måneder fra august-december. Der er nu åbent for ansøgninger frem til 1. juni, og vinderen kåres ved et awardshow i begyndelsen af 2016 og modtager ved samme lejlighed Industriens Fonds Iværksætterpris.
Bag Danish Tech Challenge står Industriens Fond og Scion DTU, og hele forløbet støttes af Industriens Fond med 9 mio. kroner over 3 år.
- Vi er gået ind i Danish Tech Challenge, fordi vi ønsker at gøde jorden for fremtidens vækstiværksættere og samtidig skærpe konkurrencen i det eksisterende erhvervsliv.
Vi ser allerede nu, at projekter som Danish Tech Challenge bidrager substantielt til dansk iværksætterkultur og er med til at skabe nye arbejdspladser, ligesom Nordic Power Converters allerede har gjort det, siger Mads Lebech.
De udvalgte startups får base i forskerparken Scion DTU i Lyngby, der er Danmarks største forskerpark.
- Hos os får iværksætterne nogle enestående rammer. De får kontorplads, prototypeværksted og netværk stillet til rådighed og adgang til et stort netværk af investorer, mentorer og forskere. Scion DTU's beliggenhed tæt på DTU betyder, at deltagerne får optimale rammer for at kombinere teknisk kreativitet med forretningsudvikling, fortæller Steen Donner, der er direktør for Scion DTU, og fortsætter:
- Som en del af forløbet får deltagervirksomhederne målrettet sparring med nogle af Danmarks førende eksperter, samt adgang til en palette af gratis ressourcer inden for produkt- og forretningsudvikling, jura, revision og IPR, samt tæt kontakt til investorer.
sl