Succesfuldt samarbejde fortsætter
Med underskrivelsen af en samarbejdsaftale har regionsrådsformand Jens Stenbæk og Torben Ballegaard, formand for CAPNOVA, forlænget samarbejdet.
SAMARBEJDE Torben Ballegaard betegner fornyelsen som en lykkelig markering af, at Region Sjælland og CAPNOVA i fællesskab har sat et sæt trillinger godt i vej:
- Via CAPNOVA Invest Zealand har vi siden 2005 skabt 62 nye arbejdspladser i regionen.
For det andet har vores viden om fundraising inden for en periode på kun fire år tiltrukket ca. 200 millioner kroner til regionale virksomheder og institutioner.
For det tredje har vi fra starten stået i spidsen for det regionale fyrtårnsprojekt BIOPRO, som samler nogle af de vigtigste biotek-virksomheder og universiteter om at udvikle dansk bioteknologi.
- Det er tre eksempler på, at samarbejdet med Region Sjælland har givet positive resultater.
Regionsrådsformand Jens Stenbæk peger på en fjerde faktor, nemlig CAPNOVAs fokus på fødevareteknologi:
- Jeg har noteret, at fødevareteknologi fremover er et af to fokusområder for CAPNOVA, og det er særdeles glædeligt, set med regionale briller, fordi vi netop på fødevareområdet har nogle kompetencer og potentialer i Region Sjælland.
- Vi har set den store effekt, som CAPNOVAs regionale indsats for at udvikle nye virksomheder har haft, og med den nye aftale giver vi hinanden håndslag på, at samarbejdet fortsætter, siger Jens Stenbæk.
Kim Ove Olsen, administrerende direktør i CAPNOVA, oplyser, at Region Sjælland også i de kommende år ønsker, at CAPNOVA udbyder fundraising service til regionens virksomheder, og at denne service eventuelt på et senere tidspunkt kan tilbydes andre regioner eller samarbejdspartnere.