Ta’ mor med på tur på Mors Dag
Forskellige ruter at vælge imellem på gåture med Grenaa Fodslaw
Grenaa fodslaw afholder for 37. gang sin årlige Fornæs-march. Det sker i år på Mors Dag søndag 10. maj. Man kan vælge ruter på 5, 12, 17, 25, 35 eller 45 kilometer.
“Det er samtidig en enestående mulighed for at give en Mors Dags gave som hele familien kan få glæde af. Det er en fantastisk smuk og spændende tur”, lyder det fra klubben.
Turen starter fra Hemmed Forsamlingshus mellem klokken 7 og 11 alt efter rutens længde. afhjængig af hvilken rute man er på, vil man komme igennem eller tæt på Hemmed Plantage, Sostrup Hede, Albæk Plantage, Hovmuren, Gjerrildbanestien, Tustrup, Hytten, Tranehuse, Mejlgård, Hemmed Kær, Bønnerup, Bønnerup Strand, Treåmølle Bugt, Emmedsbo Plantage, Gjerrild Nordstrand og Stokkebro, inden man igen kommer tilbage til udgangspunktet i Hemmed Forsamlingshus.
Turene går ad afmærkede ruter med et passende antal rastepladser, hvor man kan forsyne sig med diverse forfriskninger.