Fortsæt til indhold

Gjerrild Løbet havde over 200 deltagere

Gjerrild Løbet bliver en tradition

Samfund
Anette Bonde

”Her i Gjerrild er alle vindere”, lyder det med overbevisning fra Lene Refsgaard, der er initiativtager til Gjerrild Løbet, der fandt sted for første gang søndag 10. maj.
Arrangørerne har nemlig fravalgt kåring og placeringer til deltagerne. Deltagerne havde et elektronisk måleudstyr på foden, så arrangørerne kunne sikre sig at alle kom i mål og give dem en personlig tid.

Viste området frem

Arrangørerne håbede på omkring 100 deltagere, men da løbet var lanceret begyndte tilmeldingerne at strømme ind, og tallet nåede op på 205. Man kunne tilmelde sig en halv, en kvart eller en ottendedel marathon, og de fleste valgte en ottendedel, det vil sige 5,2 kilometer. Det var arrangørernes hensigt at give både lokale og folk udefra en smuk oplevelse.
“Vi ville også gerne vise Gjerrilds herligheder frem. Så ruten skulle gå forbi købmand, vandrerhjem, efterskole, kro, børnehave, skole, idrætsforening, kirken, søerne, skoven, og gennem den smukke byggegrund med udsigt over Sostrup slot.”

Opbakning fra byen

Det er som nævnt Lene Refsgaard, der er initiativtager. Hun løber selv i andre folkelige løb, for eksempel Juelsmindeløbet.
“Vores landsby har trods sit høje aktivitetsniveau ikke noget motionspræget udendørs for voksne.”
Lene Refsgaard gik til Tine og Jan Bräuner, Birgit Møller og Søren Stilling, og de sagde ja til at være med som tovholdere. Da det kom til det praktiske, meldte 50 lokale sig til opgaver som opstilling og trafikregulering, og på dagen flagede byens borgere, og mange sad i indkørslerne som heppere langs ruten.

Succesen gentages

Arrangørerne fik støtte fra Norddjurs Kommunes udviklingspulje til teknisk udstyr fra DGI, og fra lokale sponsorer, både i form af gevinster og finansiering af trøjer med påtrykt logo til deltagerne.
Nu kan både byen og deltagerne se frem til kommende Gjerrild Løbet.
“Vi arrangører er helt sikre på, at successen bliver gentaget som en tilbagevendende begivenhed hvert år, som et løb for alle, og som endnu en hyggelig tradition i Gjerrild. Alt klappede og økonomien holdt. Solen kom frem, da vi startede, og skinnede varmt resten af dagen. Der var lagt op til hygge under og efter løbet med forplejning, boder og underholdning i målområdet. De lokale ”Monrad og Rislund” folk, Kim og Kristian holdt stemningen høj som sportskommentatorer. Jo, det var en dundrende succes.,” fortæller Lene Refsgaard.