Faglighed er nøglen til praktikpladser
Den jydske Haandværkerskole er den femtebedste til at få elever i praktik. Løsningen er faglighed, faglighed og stolthed
Besøgene fra ministrene og folketingspolitikerne har været der. Samarbejdet om masser af nye undervisningsforløb med alle mulige aktører er der også.
Men den hurtige snap-løsning, som kan bruges af alle andre håndværkerskoler og erhvervsskoler til at skaffe flere i praktik hos landets virsomheder, er ikke sådan at efterligne, lyder det fra Henrik Øelund fra Den jydske Haandværkerskole (DjH) i Hadsten.
Femtebedst - med vilje
Skolen ligger femtebedst i Danmark, målt på succesraten med at få eleverne i praktik. De fire øverste er alle landbrugsskoler, der traditionelt har lettere ved at finde praktikpladser til de hungrende landbrug.
En undersøgelse foretaget af Deloitte for Undervisningsministeriet viser, at DjH får op til 82 procent af eleverne i praktik.
Samtidig kommer Undervisningsministeriet med syv konkrete råd til andre erhvervskoler til, hvordan de kan øge andelen af praktikpladser. Målet er at få flere af de 7.500, der i dag har skolepraktik ud i virksomhederne.
Faglighed og faglighed
Hvad er det I gør så godt?
“Vi kan ikke pege på én ting. Det er mange ting,” fortæller Henrik Øelund, direktør på DjH.
Meget banalt er det skolens målsætning og værdier, der bliver ført ud i livet.
“Det er faglighed, faglighed, stolthed og faglighed. Virksomhederne vil kun have det bedste og vi forsøger vi at lære eleverne så meget vi kan i processen inden praktikforløbet. Virksomhederne er mere interesseret i produktet og det ved vi godt.”
“Det starter hos vores medarbejdere. Hvis de ikke er motiverede til at yde høj faglighed og et godt håndværk, så kan eleverne det heller ikke,” lyder devisen.
Skolen kender firmaerne
Faglærerne er med, når der skal findes praktikpladser og arbejder sammen med både gennemførelses-lærer og eleverne om at finde praktikpladsen.
“Vores undervisere ved hvornår tømreren i Thorsø eller Grindsted mangler arbejdskraft, vi har en god dialog mellem virksomhed og det enkelte undervisningsområde,” lyder en del af forklaringen på succesen.
Derudover er de gode fysiske rammer med en campus med lektielæsnings-grupper, kostskole, en idrætshal og masser af fritidsfaciliteter en god del af det gode undervisningsmiljø i Hadsten.
Nøglekort giver adgang til faglokalerne døgnet rundt. Eleverne har mulighed for at tænke selvstændigt og under ansvar, for de kan selv bestemme hvornår de skal knokle videre med en opgave og en ide.
“Den gode erhvervsskole har et gennemarbejdet værdisæt,” lyder buddet fra Henrik Øelund.
Der understreger at andre erhvervskoler ikke bare kan kopiere Den jydske Haandværkerskoles allerbedste fif.
“Vi kan alle lære af hinanden, men det gælder om at oversætte de gode ting til ens egen situation.”