Fortsæt til indhold

Havehygge som dengang havedagene blomstrede

Marienhoffhaven i Ryomgård er igen åben for havefolk og andre livsnydere

Samfund
Mogens Greve

RYOMGÅRD Hanne og Poul Arne Kristiansen er i fuld sving med de sidste forberedelser til åben have arrangementerne i Marienhoffhaven 14.-17 maj og 23-25. maj.
Forud er gået et halvt års hårdt arbejde med at ”ommøblere” haven og blandt andet flytte rundt på nogle af havens store sten. Et arbejde som de selvfølgelig klarer selv - en hjælper besøger dem dog af og til. I alt er der omkring 500 tons sten i haven.

Greb om sig

”Vi startede for et halvt år siden med at fælde nogle træer for at få en lysere have,” fortæller Poul Arne Kristiansen.
”Men det greb om sig og førte en masse andet med, så vi i dag har fået en helt anden have.”
Det er cirka 25 år siden, at de første gang holdt åben have, og dengang var haven meget mindre - og antallet af gæster meget større.
”Det er blevet en anden tid, og der kommer ikke så mange unge, når vi åbner haven.”
I 18 år har der også boet ugler i haven. Den gamle ugle døde for ikke så længe siden, men en ny har fundet sig så godt til rette, at den nu ruger.
Kaffe og hjemmebag

Når man besøger haven ved de to åben have arrangementer, bydes der på en kop kaffe med hjemmebag i både Skovhytten, den 6-kantede hytte og den 8-kantede hytte.
”Kaffen er tiltænkt dem som lige trænger til en kort pause og et lille pusterum i en af hytterne. Man er velkommen til også at medbringe madkurven - og slå sig ned med den i en af havens andre hyggekroge.”
Man kan og skal ikke købe billetter, men der vil være en postkasse i haven, hvor gæster er meget velkomne til at lægge en 20'er.
”Hvis man ikke lige har mulighed for at komme til åben have, er der i øvrigt altid mulighed for et besøg efter aftale - hvilket blandt andet plejehjemmet i Ryomgård benytter sig af.”