Bakken Bears dunker til amerikanske dage
Spillere fra Bakken Bears dukker op under amerikanske dage i Hadsten, hvor alt rimer på USA. Linedance, tipier, Harleyer, cheerleaders og Garage Sale er nogle af mulighederne
Stilen er amerikansk både fredag og lørdag 29. og 30. maj i Hadsten.
I Hadsten Centret, Søndergade og på Sunds Plads er der muligheder for masser af amerikanske oplevelser disse dage.
Der er Harley Davidson motorcykler, amerikanerbiler og mulighed for at spille streetbasket mod to spillere fra Bakken Bears på Sunds Plads, hvor der samtidig er Garage Sale, nok bedre kendt som bagagerumsmarked lørdag.
Her er der der også lassokast, guldgraver og så meget andet både fredag og lørdag.
Fredag er skaterdag
Om fredagen er der amerikansk lotteri i butikkerne, der også har pyntet flot op. Hadsten Bibliotek viser non-stop dokumentarfilm om USA.
Der er også skateworkshop med Thomas ”Tarzan” Hansen på Ernst B. Sunds Plads og Favrskov Ungdomsskole inviterer indenfor i tipien og byder på cowboy pandekager. Der er Linedance i både Hadsten Centret og Søndergade.
Løs tyr og basket
Lørdag er rodeotyren løs i Søndergade, mens du også kan spejle dig i amerikanerbiler og Harley-Davidson motorcykler .
I løbet af lørdagen er der Swing-dance og Cheerleaders på forskellige tidspunkter både i Søndergade og i Hadsten Centret.
Samme aften spiller E-street Jam, Danmarks førende Bruce Springsteen Jam Band i i Sløjfen.
Selvom du taler dansk er du velkommen til at booke en stand til 'Garage Sale', der plejer at gå under navnet Hadsten Bagagerumsmarked.
Denne gang bliver det 'The american way' i samarbejde med Hadsten Idræts- og Kulturhus Sløjfen og Hadsten Handel, der arrangerer de 'Amerikanske dage.
Overskuddet fra bagagerumsmarkedet går som de forrige syv gange til et lokalt formål.
Få en stand for 100 kroner via www.favrskovbilletten.dk eller henvend dig på biblioteket.