Fortsæt til indhold

Lokalbutik sælger nu også havetraktorer og tangpesto

Usædvanlig stor omsætningsfremgang understøttes af usædvanligt vareudbud i Dagli'Brugsen i Lime

Samfund
Mogens Greve

Som tidligere fortalt i Lokalavisen, oplevede Dagli'Brugsen i Lime i 2014 en omsætningsfremgang på 18 procent efter en periode, hvor mørke skyer ellers var begyndt at trække sammen om den lukningstruede butik. Fremgangen får dog ikke butikken til at trække i natdragten.
Således fortæller uddeler Jesper Nielsen nu om en række nye samhandelsaftaler med lokale leverandører/borgere.

Hele STARKS sortiment

”Efter en henvendelse fra en lokal beboer som arbejder i STARK i Randers, har vi fra 1. maj fået et lille udvalg i butikken af de varer fra STARK, som man ofte mangler i hverdagen,” fortæller Jesper Nielsen.
”Fra dag til dag skaffer vi alt hjem fra STARK - lige fra havetraktorer til søm og skruer, og vi har allerede tilsagn fra en kunde om den første store ordre på bygningstømmer.”
Nordisk Tang fra Grenaa som for nylig fik en fornem iværksætterpris har parkeret tangpesto på butikshylderne, og der er Mjød fra Mjødgården i Vrinners og bolsjer fra Mols Bolsjer i Ebeltoft.
”Fra juni, op til vores lokale messe fredag 12. juni, samarbejder vi også med Holmgaard i Agri og byder på hjemmelavede flødeboller, marmelade, sennep, chokolade og knækbrød.”

Ni lokale leverandører

Foruden samarbejdet med eksempelvis STARK, apotek og fiskebil, er der nu også samhandelsaftaler med ni lokale leverandører, og uddeler Jesper Nielsen er imponeret over den opbakning, han har mødt fra dem i forbindelse med messen fredag 12. juni, hvor også IF Ådalens sommerfest skydes i gang.