Fortsæt til indhold

Se mine smukke negle

Skønhedsklinik på plejecenter giver ældre mulighed for at blive smukkeseret og opleve velvære, lyder ideen bag nyt initiativ

Samfund
Erland Rasmussen

Selv om man er kommet op i årene og bor på et plejecenter, så vil man da gerne se godt ud og føle sig godt tilpas.
Sådan lyder filosofien bag et initiativ fra en pårørende, Dorthe Munk-Ventzel, Skanderborg, der har sin mor boende på Dagmargården i Skanderborg.
“Vi har fået lov til at lave en dag med wellness, og vi håber, at det fremadrettet kan fortsætte som et tilbud her, som også andre plejecentre og borgere over 65 år kan deltage i,” forklarer Dorthe Munk-Ventzel.
Foreløbig blev ideen testet forleden, da fem skønhedseksperter anført af Vivi Quist Nielsen Bøgelund rykkede ind i Multisalen for at give forskellige behandlinger til godt en snes beboere fra Dagmargården samt et par enkelte gæster fra Møllehjørnet, der var mødt frem.
I et par timer blev der hygget ved kaffebordene, mens der i den anden side af lokalet blev ordnet negle, givet ansigtsbehandling, massage eller et herligt bad til fødderne.
“Vi vil gerne være med til at lave noget hyggeligt for beboerne, og vi håber, det kan blive en gang om måneden. Man får jo ikke mindre lyst til at være pæn, selv om man er kommet op i årene,” konstaterer Vivi Quist.

Der blev drukket kaffe og hygget igennem, da Hos Vivi var på besøg.
Inger Villefrance er glad for sine flotte negle, som Vivi Quist har ordnet.