Verdenssituationen skal på værksted
De åbne værksteder i InSide i Hammel er rammen om mange aktiviteter. Også med tungebåndet.
I dagtimerne fire af ugens hverdage er der brugere i de åbne værksteder i InSide i Hammel.
Ham med nøglen, Ole Agerbæk, startede med at styre stedet i oktober 2000. Og han er stadig eneste ansatte.
Der er træværksted, ”kaffelokale” og så ”sysselafdelingen”. Glas, syning, papirflet og patchwork er nogle af mulighederne.
”Vi får undertiden besøg langvejs fra. To søstre flyttede til Aarhus og prøvede tilbuddene i Huset. De vendte dog tilbage,” fortæller Ole Agerbæk og fortsætter: ”Hvis deltagerne ønsker at få lavet et kursus, så gør vi det. De betaler selv for instruktører udefra.
Den sociale kaffeklub og synagogen
Da vi besøger værkstederne en tirsdag formiddag, sidder en lille halv snes mænd omkring et bord. Der snakkes. Og drikkes kaffe. De har det til fælles, at de hver især laver hobby-sysler derhjemme. Det kommer de og viser hinanden, så inspirationen kan få noget at arbejde med.
”Opfinderen” er hans kælenavn. Det rigtige er Leo Vindum. Han er 79 år, og på grund af sine opfinderevner er han på gratis kaffe resten af livet.
”Jeg kommer her i synagogen et par gange om ugen. Så får vi lige klaret verdenssituationen,” lyder det fra opfinderen, der selv laver blandt andet træfigurer.
På snakkeprogrammet står ofte aktuelt fra tv eller aviser. ”Den nye og tåbelige knivlov” eksempelvis. Og politik: ”Hvorfor valgkamp før der er udskrevet valg?” Og ”de skulle højst sidde to perioder, så ud igen blandt andre mennesker,” er et par af kommentarerne.
Formanden for værkstedsrådet er John Lysdahl Hansen:
”Konen sendte mig herhen for en halv snes år siden. Det skulle hjælpe på en depression. Det gjorde det, og nu er jeg her hver dag.” John arbejder med stenslibning, fremstilling af glasperler og med at lave sølvsmykker.
Mandfolk nok derhjemme
I ”sysselafdelingen” er der gang i papirfletning. Kun kvinder, og der snakkes. ”Vi hjælper hinanden, hvis vi har problemer. Vi snakker om alt undtagen mænd. Dem har vi nok af derhjemme,” lyder det fra den muntre Jytte Hjortshøj på 66 år.
I snakken er det ofte den fælles forargelse, der tager over:
“Se nu bare alle de genudsendelser! Og alle de gode programmer sendes efter klokken 23, og så længe kan vi ikke holde os vågne,” lyder det eksempelvis
”Om vi skal stemme ved valget? Ja, men de hører altså ikke på os. De gør som de selv vil,” konstaterer Jytte, mens der nikkes solidarisk bordet rundt.