Fortsæt til indhold

Slip kreativiteten og de bæredygtige iværksættere løs på problemerne

Samfund
Af Steen Rågård, folketingskandidat for Alternativet, opstillet i Skanderborgkredsen, Rørthvej 42, 8300 Odder

Vi står med lokale og globale udfordringer, som skriger på kreativitet, nytænkning og omstilling.
Vores klima, økosystemer og ressourcer kræver en langt mere seriøs handling, hvis vi skal kunne opretholde gode livsbetingelser på Jorden med snart 8 milliarder mennesker.
Ligeledes er der brug for en indsats, som har fokus på større social bæredygtighed. Alt for mange bliver udkonkurreret og sat uden for i den stigende effektivisering og globale konkurrence.
Og behøver vi at acceptere, at over 400.000 mennesker i Danmark hver dag lider af alvorlig stress? Og at mange føler sig isolerede og ensomme?
Danmark er kendt for andelsbevægelsen og højskoler. Det er på høje tid, at vi seriøst begynder at udvikle lignende organisatoriske og problemløsende nyskabelser rettet mod vor tids store udfordringer.
Et indledende tiltag kunne være at etablere “eksperimentalzoner” rundt omkring i landet, hvor vi målrettet kan afprøve nye organisationsmodeller og alternative bo- og produktionsformer.
Alternative samfund, som allerede er vokset frem i både Danmark og udlandet, kan bidrage med værdifuld inspiration og erfaring – og fra politisk side skal opgaven løftes til et samfundsanliggende.
Etablering af sådanne “eksperimentalzoner” er et af mange forslag i Alternativets partiprogram.
Som Danmarks nye grønne parti søger Alternativet nye veje at gå i bestræbelserne på at opnå et mere bæredygtigt samfund – både miljømæssigt, socialt og økonomisk.
En stærkere iværksætterkultur skal med grøn innovation og social opfindsomhed være med til at skubbe samfundsudviklingen i den retning.
Fra politisk side kan vi ikke bare tænke eller købe os til de bedste løsninger.
Der er også brug for at lægge disse samfundsudviklende projekter i hænderne på praktiske og kreative borgere, der er parate til at investere sig selv og deres penge i at skabe nye løsninger og bæredygtige lokalsamfund.
Lad os slippe kreativiteten og de bæredygtige iværksættere løs på problemerne.