Fortsæt til indhold

Nuser fandt hjem til Kurt

Kurts elskede skildpadde forsvandt, men traskede selv hjem igen

Samfund
Peter Friis Autzen

Det kan godt være, at skildpadder er langsomme. Men hvad de mangler i fart, har de i vilje. Og Nuser ville bare hjem.
Sidste år havde Kurt Ernst Jensen fra Syrenparken i Børkop taget sin elskede skildpadde med udenfor. Uheldigvis opstod et skænderi med et par af de andre beboere. Bagefter var Nuser væk. Hverken Kurt eller personalet kunne finde ham. Og det gjorde ondt.
“Sådan som andre ville have det, hvis de mistede deres hund, havde jeg det, da Nuser blev væk: Jeg savnede ham, og jeg blev ked af det. Rigtig ked af det,” siger Kurt og holder den russiske landskildpadde tæt ind til kroppen. Da Nuser havde været væk i omkring 10 måneder, var Kurt så småt ved at indstille sig på, at han aldrig fik sin skildpadde at se igen.
Men i sidste uge skete der noget, fortæller Kurt, der sammen med medarbejder på Syrenparken Amalie Molzen har inviteret avis på besøg.
“En afdelingsleder kom gående på en af gangene. Og pludselig så hun en skildpadde komme kravlende. Men hun og de andre turde ikke tage skilpadden op. Så hentede de mig, og jeg kunne med det samme kende Nuser. Da blev jeg sgu glad. Siden har jeg været godt tilpas. Ikk' osse, gamle kammerat!”, siger Kurt og nusser Nuser i nakken.
Han ser ud til at kunne lide det. Faktisk ser det ud som om skildpaddden logrer - bare langsomt.
Nuser har formentlig overvintret i Syrenparkens have, hvor den har levet af blandt andet bøgeblade og græs.

Har fulgtes ad i 30 år

Kurt og Nuser har kendt hinanden i mange år.
“Jeg købte ham i Vejle Dyrehandel for 30 år siden,” fortæller Kurt, der vurderer, at Nuser i dag er 50 år.
Kurt gik ind i butikken i 1985 og havde på forhånd besluttet sig for, at han ville have en skildpadde. Men ikke bare en hvilkensomhelst skildpadde: Det skulle være en russisk landskildpadde.
“Sådan én havde de ikke lige. Så han blev bestilt hjem,” siger Kurt.
“Jeg hentede ham i taxa, som man jo gør, når nogen skal transporteres ordentligt,” siger Kurt med en grin.
Efter Nusers hjemkomst har Kurt igen besøgt dyrehandlen.
“Det er på tide, at Nuser får en dame. Så jeg har bestilt en hun,” siger han.
Hvis den kommende hun skal navngives efter tegneserien 'Radiserne' ligesom Nuser er kommer, hun til at hedde Lotte, Rikke Rask, Nina eller Trine. Men det er ikke afgjort endnu, ligesom Kurt heller ikke ved, hvad eventuelle unger skal hedde.