Femern-netværk styrker Lolland – både nu og på lang sigt
At virksomheder fra hele landet danner netværk og nye samarbejder som forberedelse til Femern-opgaver, har allerede styrket Lolland og giver håb for fremtiden. Sådan lyder det fra en række virksomheder, erhvervsnetværk og Lolland Kommune selv.
UDVIKLING Femerntunnelen er selvfølgelig en mulighed for arbejdspladser og udvikling nu og her. Men de netværk, nye virksomheder og initiativer, som netop nu popper op på Lolland – med deltagere af virksomheder fra hele landet – tyder på, at landsdelen også vil blomstre på lang sigt.
Den melding kommer fra både virksomheder, erhvervsnetværk og Lolland Kommune.
En lang række nye virksomheder har allerede slået sig ned i området og fire erhvervsnetværk med medlemsvirksomheder fra hele landet er i fuld gang med forberedelserne til at byde sig til som underentreprenører og underleverandører på tunnelelementfabrikken og det store anlægsprojekt med tunnel og portal.
- Vi har understøttet de lokale erhvervsnetværk for at de kan få volumen til at komme i spil som underleverandører. For udover at Femern-projektet har en værdi i sig selv, ruster det os også til fremtiden. De netværk, vi får dannet, betyder at vores virksomheder kan byde ind på mange andre projekter.
Det giver en energi og afsmitning på mange brancher, siger Thomas Knudsen, kommunaldirektør i Lolland Kommune.
Kommunen har også selv taget en række nye initiativer. Blandt andet Femern Agency, som er et samarbejde mellem jobcentre og uddannelsesinstitutioner.
- Vi skal sikre fødekæden til entreprenørerne, men også kunne besætte de åbninger, der kommer i andre brancher, fordi Femern-projektet vil suge mange til sig. De modeller, vi udvikler her, kan vi også bruge bagefter, siger Thomas Knudsen.
Hays Specialist Recruitment A/S, som har hovedkontor i København har også meldt sig ind i erhvervsnetværket FB Suppliers på grund af de langsigtede perspektiver.
- Vi vil gerne involvere os allerede nu, fordi det giver os en større føling med projektet, med området dernede og hele landsdelen. Vi har en interesse i, at det ikke bliver udkantsområde og vil gerne støtte de mange små og mellemstore virksomheder med at rekruttere de rigtige mennesker, siger Morten Andersen, business director i Hays.
Han mener, det er afgørende, virksomhederne får tiltrukket nye kompetencer og udviklet nye forretningsmodeller.
-Så har man et solidt fundament, som kan bruges til at vækste og udvikle området, når tunnelen står færdig. Så de unge får mulighed for at blive i stedet for at flytte væk, siger han.
Karsten Pedersen, der er områdedirektør for Nordea i Region Sjælland fortæller også om netværk og samarbejde, der er skabt på grund af udsigten til Femern-forbindelsen, men som vil kunne bruges mange år fremover.
- Vi har for nylig sammen med den tyske bank VR Bank inviteret en række danske og tyske virksomheder med på en sejltur mellem Rødby og Puttgarden for at diskutere de nye muligheder, Femern-projektet bringer med sig.
Vi så, at der var virksomheder, der straks fik kontakt. De netværk, vi får skabt her, bliver vigtige for os alle sammen, så vi påtænker flere lignende arrangementer, fortæller han.