Fortsæt til indhold

Hvad er sclerose?

Samfund
Arkiv

Multipel sclerose (MS) er en kronisk neurologisk autoimmun sygdom, hvor immunforsvaret går til angreb på nervecellerne i centralnervesystemet.
Sygdommen viser sig forskelligt afhængigt af, hvilken type af sclerose man rammes af. Nogle får sygdomsangreb i form af såkaldte attakker med symptomer som føleforstyrrelser, synsproblemer eller lammelser. Andre oplever ikke deciderede attakker, men en gradvis forværring af forskellige symptomer. Nogle vil kun opleve lidt sygdomsaktivitet, og vil derfor kunne leve et stort set almindeligt liv. Andre kan blive stærkt invaliderede i løbet af en årrække.
Sclerose kan vise sig ved træthed eller mathed i kroppen, usikker gang og dårlig balance, nedsat kraft i arme og ben, føleforstyrrelser eller prikken i dele af kroppen. Mange oplever også problemer med synet, for eksempel i form af tågesyn, dobbeltsyn eller nedsat syn, som kan vise sig at være det første tegn på sclerose. Symptomerne kan være forskellige fra person til person og optræde på forskellige tidspunkter, hvilket er karakteristisk for sclerose. Næsten 14.000 danskere har i dag sclerose. Omkring 600 mennesker får hvert år stillet diagnosen, og to ud af tre er kvinder.
Kilde: Scleroseforeningen.dk