Fortsæt til indhold

Prestigefyldt pris til Smukfest for digitalt mod

E-handelsprisen i Oplevelsesøkonomi går til festivalen i Skanderborg

Samfund
Erland Rasmussen

“Smukfest går all in, er frontrunners og skaber en stor oplevelse for alle deres mange gæster. Smukfest vinder, fordi Smukfest tør!”
Sådan lyder det i motivationen fra dommerkomiteen bag E-handelsprisen fra Foreningen for Dansk Internet Handel, der netop har givet Smukfest den prestigefyldte branchepris som den første festival nogensinde.
kommerciel direktør Flemming Dybbøl er sammen med resten af flokken bag Smukfest ellevild:
“Jeg er meget, meget stolt af, at vi napper sådan en pris, første gang vi er indstillet til den. Det er et fantastisk skulderklap at få fra toppen af poppen indenfor dansk internethandel.”
Dommerkomiteen bag prisen, der består af 60 eksperter, benævner også Smukfest som en veteran med en enorm evne til fornyelse.
“Med det forpligtende navn Smukfest er det lykkedes at skabe en smuk løsning, hvor man hele tiden jagter det nyeste nye inden for det digitale,” hedder det videre.
Flemming Dybbøl, Smukfest, mener, at juryen giver anerkendelse for, at festivalen har som mål at være innovative og bruge ny teknologi for at give gæsterne den bedste oplevelse på pladsen.