Fortsæt til indhold

Skole-tilfredshed i drastisk dyk

Færre forældre er tilfredse med Hillerøds folkeskoler, viser ny undersøgelse

Samfund
Mette Dolmer Thygesen

En sjettedel af forældrene på Hillerøds folkeskoler har i en ny undersøgelse meldt tilbage, at de er utilfredse eller meget utilfredse med deres barns skole.

I 2012 svarede ni procent, altså lidt under en tiendedel af forældre, at de var utilfredse eller meget utilfredse, og det tal er i 2015 steget til hele 17 procent.

"Vi er bekymrede over, at så stor en andel af forældrene er utilfredse, og vi vil selvfølgelig prøve at følge op på det. Vi har en ide om, at det hænger sammen med skolereformen, som jo er ved at blive implementeret," siger formand for Børne- og Familieudvalget Rikke Macholm fra SF.

Udvalget blev orienteret om undersøgelsens resultater på deres møde den 6. maj, hvor de kunne glæde sig over, at tallene ser fine ud, når det gælder dagtilbudsområdet.

Men forældretilfredsheden med skolerne er dalet. I 2012 var 70 procent af forældrene tilfredse eller meget tilfredse med skolerne - i 2015 var det faldet til 63 procent.

"Vi tager det her rigtig alvorligt og snakker med forvaltningen om, hvordan vi kan følge op på det, så det er vi ikke kommet så langt med endnu. Men der er forskel på tallene fra skole til skole, og vi vil blandt andet kigge på, hvor der er særlig problemer, og hvor nogle politiske tiltag kan hjælpe til med at forbedre tilfredsheden," siger Rikke Macholm.

Pressede lærere

Blandt andet skolereformens nyindførte frivillige lektiecafeer, som i Hillerød Kommune kaldes faglig fordybelse, er ikke kommet særlig godt fra start, mener Rikke Macholm, og det kan være en af grundene. Samtidig skal både børn og forældre vænne sig til en ny hverdag.

"Reformen har ført til, at lærerne er udsat for en stor arbejdsbelastning. Rigtig mange lærere er stressede og synes, det er svært. Det har bare ikke været nemt med alt det nye".

Den faldende tilfredshed ser ud til at være et landsdækkende problem, for Kommunernes Landsforening har i foråret 2015 også gennemført en national forældretilfredshedsundersøgelse på skoleområdet - resultaterne er endnu ikke offentliggjort. Men KL har oplyst, at der er en generel tilbagegang i forældrenes samlede tilfredshed med folkeskolen på 0,2 point, hvilket svarer til faldet i den samlede tilfredshed i Hillerød Kommune.

Undersøgelsen på skoleområdet blev besvaret af 3.169 forældre til børn i 0.-9. klasse og opnåede en samlet svarprocent på 58,6 procent. Forvaltningen vurderer, at undersøgelsens resultater dermed kan betragtes som repræsentative og retvisende.

Forældrenes tilfredshed med folkeskolerne:
Frederiksborg Byskole: 28 procent er utilfredse eller meget utilfredse. 48 procent er tilfredse eller meget tilfredse.
Grønnevang Skole: 23 procent er utilfredse eller meget utilfredse. 51 procent er tilfredse eller meget tilfredse.
Hanebjerg Skole: 14 procent er utilfredse eller meget utilfredse. 62 procent er tilfredse eller meget tilfredse.
Hillerød Vest Skolen: 19 procent er utilfredse eller meget utilfredse. 62 procent er tilfredse eller meget tilfredse.
Hillerødsholmskolen: 14 procent er utilfredse eller meget utilfredse. 62 procent er tilfredse eller meget tilfredse.
Kornmarkskolen: 15 procent er utilfredse eller meget utilfredse. 61 procent er tilfredse eller meget tilfredse.
Sophienborgskolen: 4 procent er utilfredse eller meget utilfredse. 90 procent er tilfredse eller meget tilfredse.