“Jeg har taget livet i min egen hånd”

Helsinge: "Jeg besluttede med det samme at stå frem, da jeg fik sygdommen. Nok fordi jeg ikke kunne overskue, at skulle stå alene, og jeg har en familie, og særligt min søster og min mand, der har lagt øre til meget", fortæller Gitte Serup. Hun blev ramt af brystkræft som 30-årig i 2000, da hendes to drenge var to og fire år gamle.
"Jeg er stolt over den strategi med åbenhed, jeg har valgt. Det giver styrke at være sårbar og det letter og gør byrden knap så tung, når man deler med andre. Men.. Alligevel er det også meget ensomt, for, som jeg tænkte, 'Fuck, det var mig, der var den'.

Håb og overvindelse

Hun betegner sig i dag som 'rask kræftpatient' og er en af de mange, der iklædt gul t-shirt har været med til fighterrunden, der åbner 'Stafet for livet' i Ramløse.
"Jeg deltog sidste år, både som fighter og så fortalte jeg om 'Håb'". Det sidste var noget af en overvindelse, at tale for en forsamling i stedet for ansigt til ansigt.
"Det nemmeste havde været at sige 'Nej', jeg er jo heller ikke den, der normalt stiller mig selv frem, men ... Men det var jo ikke noget jeg døde af", smiler hun.
Stafetten er en måde at samle penge ind til forskningen i Kræftens Bekæmpelse. Og helt nede på det personlige plan er det en stor oplevelse for deltagerne.
"Jeg stod med den følelse, at alt det her er sat op for mig, det var meget bevægende. Det synliggør også, at der snart ikke er nogen, der ikke kender nogen, som er ramt af kræft", mener hun.

Som at kigge op i solen

Tilbage i 2000 fik Gitte Serup fjernet kræften og det ene bryst.
"Jeg fik kemo, og det var i det hele taget meget hårdt. Lige, da det var livet med småbørn, der skulle have været hårdt. Især forestillingen om måske at skulle dø, ikke så meget fordi, det ville være synd for mig selv, men mere tanken om mine kære drenge. Det er ikke en tanke, jeg kan have for lang tid ad gangen, næsten som at kigge op i solen, man bliver nødt til at kigge væk hurtigt igen".
I 2002 fik Gitte Serup konstateret kræft igen. En stor knude i samme side, som allerede var opereret en gang. I første omgang troede lægerne, at der var tale om noget muskulært på grund af den tidligere operation, men knuden voksede, og det viste sig, at kræften havde fået fat i brystbenet.
"Jeg fik den besked, at man ikke kunne gøre noget. Men så blev jeg pisse-stædig og kontaktede flere kirurger i håb om, at der var en som kunne hjælpe mig. En kirurg fra Herlev kontaktede mig og sagde, at han godt ville hjælpe mig. På betingelse af, at jeg fortsatte i kemo og stråling og der ikke var spredning af kræften. Han er min ultimative helt", fortæller hun lidt bevæget.

Langt til dansegulvet

I en omfattende og enestående operation fik hun fjernet sygdommen sammen med blandt andet en del af brystbenet, kraveben og ribben. Mavemuskler blev flyttet op i hullet og muskler, sener blev fæstnet på kunstig brystplade.
"Som min mand sagde efter operationen, så var der langt ud på dansegulvet. Jeg kunne ingenting", fortæller hun og løfter begge arme over hovedet, for at vise, hvad lang tids stædig genoptræning har betydet.
I dag kan man ikke umiddelbart se på Gitte Serup, at hun har gennemgået den omfattende operation, men selvfølgelig er der ar. Og i øvrigt er sygdomshistorien slet ikke slut.

Kunne ikke opereres

"I 2004 fik jeg konstateret en knude i lungehinden og da lægerne åbnede op, viste det sig, at den ligesom sad inde i vævet og var for omfattende til at de kunne operere den ud. Så de lukkede bare igen", siger Gitte Serup, der endnu en gang fik brug for sine fighterevner.
"Jeg fik en ny slags kemo og et nyt middel, et antistof, Herceptin. Jeg havde egentlig indstillet mig på at skulle have kemo resten af livet, for min krop kunne åbenbart ikke holde sig rask uden. Men efter en kontrol kunne lægerne konstatere, at kræften var væk".
Kemoen blev lagt på hylden, mens hun hver tredje uge de næste ti år tog turen til Herlev for at få Herceptin i et drop. Desværre har antistoffet den bivirkning, at det svækker hjertet, så i dag får hun hjertemedicin, og bliver jævnligt scannet for kræft. Men i tankerne er kræften der stadig.
"Og jeg har aldrig haft lyst til at glemme det, men nu fylder sygdommen tilpas i mit hovede. Jeg føler, at jeg har taget livet i min egen hånd", udtrykker hun det.
"Lige siden jeg fik sygdommen, har jeg ikke tænkt på at blive gammel. Jeg ville bare gerne opleve mine børn vokse op, se dem gå i skole og blive konfirmeret. Og det skete jo", siger hun selv lidt forundret over sin egen alder. Drengene er i dag 17 og 19 år.

Man kan læse mere om stafetten på
www.stafetforlivet.dk/gribskov