Stryhn’s vinder DI’s produktivitetspris
PRIS Gennem de seneste fem år har ledelsen og medarbejderne i Stryhn's arbejdet tæt sammen med henblik på at fremme produktiviteten i virksomheden.
Og resultaterne har været så markante, at Stryhn's i dag bliver præmieret med DI's produktivitetspris.
- Jeg er især stolt over de resultater, vi har opnået inden for fravær. Vi har igangsat en aktiv fraværspolitik, og et større projekt vi kalder 'medarbejdere i verdensklasse', og det bærer nu frugt.
Det store fald i fravær er en de store for faktorer for høj produktivitet,” siger Keld Nielsen, Supply Chain Director hos Stryhn's.
Medarbejderne er i fokus. Senest har Stryhn's indgået et strategisk samarbejde med Vitaviva om sundhed på arbejdspladsen.
Kristian Kornerup, adm. direktør hos Stryhn's, ser prisen som et skulderklap, men det får ikke virksomheden til at hvile på laurbærrene:
- Jeg er meget stolt over prisen, som jeg gerne vil dedikere til alle vores hårdtarbejdende medarbejdere. Prisen er ikke bare et skulderklap – det giver også blod på tanden. Produktivitet er hårdt arbejde og fokus hver dag, og det stopper ikke, fordi vi har vundet denne flotte pris.
I morgen har vi samme fokus, siger Kristian Kornerup, og fortsætter:
- Høj produktivitet giver også luft. Både luft til at tænke kreativt og til at forsøge sig med nye tiltag. Og selvfølgelig også økonomiske ressourcer.
Produktiviteten er for os første skridt i retningen af at blive endnu mere innovative. Vi er rigtig glade for prisen, og den er det første vigtige skridt mod at vinde en innovationspris.
Prisen bliver overrakt til Stryhn's i forbindelse med DI's Produktivitetskonference 2015 i Fredericia.