Butikstyv er en hund efter mørbrad
Arkiv
En 30-årig mand fra Silkeborg har tilsyneladende en enorm sult efter en særlig kød-delikatesse.
I hvert fald blev han i går snuppet i Kvickly i Ry med ikke mindre end 12 mørbradbøffer, som han ikke havde betalt for.
Og manden har åbenbart en særlig trang til netop mørbrad, for overvågningsbilleder fra butikken viste, at den 30-årige også havde haft fingrene i køleboksen den 6. maj, hvor han også stjal mørbrad. Ved den lejlighed var manden også stukket af med whisky-flasker.
I alt har mørbrad-tyven stjålet for 2400 kroner i Kvickly Ry. Han kan nu se frem til en bøde på det dobbelte af det beløb, oplyser Sydøstjyllands Politi.