'Jeg ved en mågerede...'
Byggepladsen har fået nye beboere
“Jeg ved en lærkerede - jeg siger ikke mere...”
Den gode, gamle traver er lidt aktuel på byggepladsen i disse dage, hvor det kommende plejecenter og Kvickly er under opførelse. Men også kun lidt.
For det er ikke lærker, men måger, der er flyttet ind, og at påstå at “de findes på en hede, et sted hvor ingen ser”, kan man ikke just.
Når nu parret har valgt at tage bo på et af de mest åbne og larmende steder i byen, på et centralt sted på den anden side af trådhegnet ved Stationsporten, hvor folk defilerer forbi.
Men måge-mor ser ud til at hygge sig ovenpå æggene, helt uanfægtet af livet omkring hende, mens måge-far flyver frem og tilbage med “mundgodt”.
Reden ligger ovenpå en af de mange stakke med fliser, der er linet op til det arbejdende folk, og en borger har observeret, at man på byggepladsen behændigt har undgået at røre ved reden, hver gang der er hentet fliser.
Om de gode, dyrevenlige takter kan fortsætte, hos såvel medarbejderne som nysgerrige borgere, må tiden vise. Hvis parret får lov at fortsætte i ro og mag, skulle der snart være en “pippende” familieforøgelse på vej.
Skulle mor og far blive trætte af sliddet, kan de jo overveje, når ungerne er fløjet fra reden, en fremtid i det nye plejecenter...